295 / 331
284
denne Hersleb — naar bare man kunde tro paa
den,“
Saa gav han mig Bogen tilbage og hørte
mig ikke. Her springer det Gnmdærlige i hans
Karakter særlig frem.
Og dog maatte lian em Gang agere Keigl-
onslærer, men det blev ogsaa derefter. Naar en
Lærer uanmeldt svigtede, overtog han ofte den
nes Time, trods at han havde nok at gøre.
En Dag traf han saadan en hendes Klasse,
trøftdte ind I den, satte sig paa Katederet og
spurgt®; „Hvad bar li *
»JMigicm P brølte hele massen.
Nu var Svenmogseo fangen.. lie d en let
Q rlmm tog han Bogen, sut» Ckdtensduasaa rakle
tøm, Og sagd®: »N i* — saa. det er Ftofeteime?
Ja,, d i ftrø store kan
m
gønne springe: over, for
d i a
Mm
I natttiigwiSj, mm kam du Mmne mig
is tolv
iaiaaP
Dif var der tin Ungm, «¡tor
femte..
»Ja, teftkto jeg dleat Øteltefeitofcp
sb
&S
b
Sven-
ntftpiiR, ,,N« i i % j i g ter elt Kvanter tfii at bese
■ i « i =
'wm.
m a s t a l l touu t dhmL*
Saa satte
Mm
il.
<mimm
naBiftBmatfete
© ppM fi f if da Rmtteieft w Mfet sagfc. tam:
«UÉ
m wk
køM*
H i gife >M giså ‘twd ftrøfføifflrøfe, M i l Swan-