168 / 191
Anmeldelser
lians Helge Madsen: Østerbros herligheder - en bydels identitet. København 1986. 128
sider. Nationalmuseets Forlag, kr. 148,-.
Hans Helge Madsen har gennem 10-15 år opdyrket sit specielle område inden for den
topografiske litteratur. Han følger bebyggelsen i et brokvarter og belyser den gennem
forhandlinger i Borgerrepræsentationen, byggesager, gadeplaner, gamle og nye fotogra
fier, portrætskildringer af politikere, byggematadorer og embedsmænd. Hans Helge
Madsen har i sine bøger afdækket mange politiske rævekager og meget hykleri i forbin
delse med byggeriet på broerne, hvor en stor arbejderbefolkning skulle huses, og hvor
profit skulle hentes hjem.
I denne bog behandler han i længere kapitler forhold af afgørende betydning for
Østerbro, den »fattigfine« bydel, »noget midt imellem Nørrebro og Frederiksberg«. Vi
hører om det forlystelsesliv, der aldrig fik lov til at udvikle sig på grund af en ængstelig
politidirektør og en indremissionsk præst, om Fælledparken, der måtte tåle den ene be
skæring efter den anden, og om Frihavnen, der aldrig blev det, dens ophavsmænd havde
tænkt sig. Endelig har bogen til sidst en »katalog« over 18 udvalgte områder: deres op
komst, karakteristik og noget om deres udvikling.
Det står hurtigt læseren klart, at bogens titel er ironisk ment. Efter læsning af bogen
sidder man med den opfattelse, at Østerbros herligheder kan opsummeres i Fælledpar
ken, Sortedams Sø og Øresund, herligheder, som tåbelige mennesker har gjort hvad de
kunne for at ødelægge med påtrængende byggeri og manglende planlægning. Borger
skabet får i bogen hvad det har godt af, og ikke mindst er Frimurerlogen en torn i øjet på
forfatteren. Bornerthed, gridskhed og manglende fremsyn præger så at sige alle disposi
tioner, selv et initiativ som Kartoffelrækkerne får en snert af forfatterens antiborgerlige
pisk: den der selv besidder et lille hus, bliver aldrig kommunist!
Man må spørge sig hvordan det overhovedet går til, at nogen gider bo på Østerbro.
Falder der slet ingen rosende ord? Hvad med Lægeforeningens Boliger, med Kartoffel
rækkerne, med Rosenvænget? Faktisk fremgår det ikke at Hans Helge Madsen sætter pris
på disse bebyggelser, hvad han dog vistnok gør. Det eneste byggeri, der får et anerken
dende ord med på vejen, er mærkeligt nok Lille Triangel, hvis arkitektur kaldes harmo
nisk, vistnok bogens eneste positive adjektiv. Andre gader må nøjes med langt mindre
flatterende karakteristikker: Byesgade kaldes en stenet brogade, Trianglens østside er
brovtende og agressiv, og en nybygning på Østerbrogade er frastødende, ja en rædsel.
Hvad vil Hans Helge Madsen med denne bog? Man fornemmer, at han trods alt har en
del til overs for Østerbro og gerne ser bydelen udvikle sig i positiv retning, men hvilken?
Vi har forstået, at fortidens planlæggere og bygherrer ikke gjorde det særlig godt. Men
hvis det er så ringe, hvorfor så ofre megen opmærksomhed på de angreb, der stadig rettes
mod gader og huse? Ville det gøre noget hvis Byesgade og Classensgade forsvandt? Efter
anmelderens opfattelse: ja. Disse måske lidt triste kvarterer er lige så vel Østerbro som
villaerne i Rosenvænget, blot en anden side af det. De har deres arkitektoniske kvaliteter,
selv om det er tæt byggeri. Uanset hvilke lidet agtværdige hensyn der ligger bag deres
opførelse, så står de der i dag på godt og ondt. De er stadig til at bo i, og der er mennesker
der holder af disse kvarterer. Derfor er de et forsvar værd; og et forsvar er ikke just hvad