163 / 191
Anmeldelser
vigtigste interview-kilder, den forhenværende skrædder Max Klotz, s. 156 i denne bog
om den jødiske indvandring til København i begyndelsen af vort århundrede. Max Klotz
rammer her det helt centrale for immigranter overalt i verden: Kampen for at blive
accepteret i det ny »fædreland«, at blive borger med alle de rettigheder og pligter, der
følger, fremfor at være indvandrer. Det er en sympatisk bog Bliidnikow, selv efterkom
mer af immigranter, har skrevet om dette emne.
Bogens kildemateriale er de statslige arkiver, en række privatarkiver og forskellige
aviser og tidsskrifter. Dertil kommer omfattende interviews og endelig et ganske ene
stående billedmateriale, hovedsageligt fotografier indsamlet hos private. Pa grundlag af
dette materiale har Bliidnikow i seks hovedafsnit skildret de østeuropæiske jøders ind
vandring til København.
De to første afsnit handler om baggrunden: Forfølgelsen af jøderne og deres udsigtsløse
økonomiske forhold i Zarens Rusland og jødernes forhold i Danmark før den »store« ind
vandring fra 1905. Dernæst følger to afsnit om immigranternes forhold i København
(antal, erhverv, bolig, social mobilitet osv.) og om den kulturelle, politiske og faglige
organisering. Endelig to afsnit om henholdsvis de fastboende jøders holdning til de
nyankomne og den danske offentlighed og myndighedernes syn på den jødiske ind
vandring. Når København er valgt som undersøgelsesområde skyldes det selvfølgelig, at
langt hovedparten af jøderne endte i hovedstaden, men derfor kunne man godt have
ønsket sig en kommentar med hensyn til de østeuropæiske indvandrere andre steder i lan
det. Perioden 1905-1920 (det med titelbladet ikke-overensstemmende omslag siger
1904-20) er uden megen diskussion angivet til at være den store indvandringsperiode.
Bogens force er dokumentationen af, at jøderne som ud-/indvandrere ikke adskilte sig
fra tidens andre immigrantgrupper, hvad enten man taler om den oversøiske udvandring
eller anden indvandring til Danmark. Det gælder også årsagerne til udvandringen.
Økonomiske motiver snarere end politisk og religiøs forfølgelse var drivkraften i den
jødiske masseudvandring. Og som indvandrerne i Nordamerika søgte de etniske grupper
naturligvis sammen i det nye land - og længe varede det ikke (igen som i USA) før de
mest fjendtlige mod de nye indvandrere blev deres egne tidligere ankomne landsmænd.
Her i Danmark med den ekstra dimension, at de ledende i den jødiske menighed, som
Isak Gliickstadt og Carl Melchior, kom fra slægter, der havde været i landet i generatio
ner. Fra deres nordsjællandske landsteder følte de snart deres position i det danske sam
fund truet af de fattige nyankomnes dårlige renommé i offentligheden.
Hvor mange jødiske immigranter, der bosatte sig i København har forfatteren svært
ved at sige noget præcist om. Det er kendetegnende for de senere års mange indvan
dringshistoriske værker, hvor vanskeligt det er at sætte tal på indvandringen til Danmark
(Richard Willerslev: Den glemte Indvandring og Bent Østergaard: Indvandrernes Dan
markshistorie, begge 1983). I Bliidnikows bog er det lidt ærgerligt, at han ikke har an
vendt det tilgængelige folketællingsmateriale fra København på Rigsarkivet. Han refere
rer ganske vist til folketællingerne. Men hans kilde er den sekundære og højst upålidelige
offentliggjorte statistik af folketællingernes hovedresultater bl.a. formidlet af Cordt
Trap i nogle glimrende artikler om jødernes forhold i Danmark i Nationaløkonomisk
Tidsskrift. Nu er Bliidnikow ikke den første historiker, der med tydelig begrænset kend
skab til det primære folketællingsmateriale, har betegnet den sekundære statistik som
161