158 / 191
Anmeldelser
oprettelse de kendte københavnske værfter, private såvel som handelskompagniernes
(7-24). Indskudt heri er et længere kapitel (11) om »Statsstøtten under udvikling«, som
kulminerer med den såkaldte skibsbyggerforordning af 1776. Derefter følger nogle kapit
ler (25-28) om forordningens gennemførelse og betydning samt om skibskonstruktøren,
fabrikmester ved Holmen, Henrik Gerner. Herefter behandles skibsbygningen i Dan
mark uden for hovedstaden og i hertugdømmerne (29-30). Bogen afrundes med nogle
kapitler om Københavns havn, skibsbyggerfaget og en undersøgelse af skibsbyggeriet,
som regeringen lod foretage i 1803 samt et resumé (31-34).
Bag denne disposition gemmer sig i hovedsagen to bestanddele i værket. En gennem
gang af den statslige politik på det civile skibsbygningsområde og i tilknytning hertil en
fremlæggelse af oplysninger om de københavnske værfter og deres byggerier, baseret på
den statslige centraladministrations arkivalier suppleret med Københavns magistrats. I
denne forbindelse berøres skibsbygningsteknikken også, uden at det dog bliver til den
beskrivelse af udviklingen, man kunne have ventet. Den anden hovedbestanddel, som
udgør den mindre del af bogen, er en gennemgang af toldregnskabernes lister over de ved
toldstederne hjemmehørende skibe og deres byggested m.v. Disse oplysninger danner
grundlag for beskrivelsen af skibsbyggeriet i provinsen og hertugdømmerne, suppleret
med mere tilfældigt foreliggende enkeltsager. De bruges endvidere til at belyse de inden
lands og udenlands byggede andele af den danske handelsflåde, her suppleret med for
skellige forefundne tabeller m.v. fra kommercekollegiets arkiv.
Forfatteren viser, at statens interesse var splittet mellem ønsket om at fremme en skibs
bygning pa danske værfter og redernes interesse i at kunne fa billige skibe, f. eks. fra
udlandet. Statens interesse var endvidere i høj grad rettet mod kompagnihandelen med
hjemsted i København. Og staten søgte yderligere at fremme bygningen af defensions-
skibe, dvs. handelsskibe der var byggede, sa de kunne bruges som krigsskibe. Det er vel
egentlig forst med Guldbergregeringens tiltræden i 1772, at staten skærer igennem og
med skibsbyggerforordningen af 1776 prioriterer støtten til et dansk, i realiteten køben
havnsk, skibsbyggeri højest. Til gengæld opgives denne politik lynhurtigt igen, da krigs
konjunkturerne allerede samme år skaber behov for en handelsflade, som det regulerede
byggeri ikke kan tilgodese. Forfatteren dokumenterer resultaterne af skibsbyggerforord
ningen og et samtidigt forsøg på egentligt statsligt byggeri med salg til private for øje.
Forfatteren nævner også statens, eller specielt fabrikmester Gerners, interesse i at for
bedre skibsbyggeriets tekniske sider og den kranke skæbne for nogle af Gerners mere vidt
gående ideer. Han refererer en del betænkninger og sager, men foretager ikke nogen
vurdering af den tekniske udvikling. Det synes at fremgå, at det stort set kun var ved de
københavnske værfter, at man - allerede fra periodens begyndelse - byggede efter teg
ning. Det er vel indflydelsen fra Holmen og kravene til kompagni- og defensionsskibs-
byggeriet, der siar igennem.
Det første private, egentlige værft i København var Andreas Bjørns pa Christianshavn.
I et brev fra magistraten hedder det, at der tidligere blot har været »visse fortømrings-
steder«. Det er karakteristisk for Knud Klems fremstilling, at en sådan oplysning, der dog
vel siger noget bade om København specielt og skibsbyggeriet i almindelighed, skal findes
ret tilfældigt i en sammenhæng, hvor pointen er Bjørns privilegier og trakasserier med
laugshåndværkerne. Af omtalen af skibsbyggeriet i provinsen fremgår det - også uden
156