159 / 191
Anmeldelser
at det på nogen made fremhæves - at de faste anlæg, der krævedes, til i hvert fald en
betragtelig del af skibsbyggeriet, var ret beskedne.
De fremlagte skibslister - som jo specielt omfatter de københavnske værfters produk
tion - er helt åbenbart en værdi ved værket. Hvis man ellers kan stole pa dem. Man
kunne have ønsket mere præcise kildehenvisninger, men især en redegørelse for forfatte
rens overvejelser om materialets bærekraft og repræsentativitet. Det gælder også og ikke
mindst det store toldmateriale. Der tages forbehold over for dets fuldstændighed, men i
meget generelle vendinger og i øvrigt på en pudsig indirekte made bd. II s. 209, hvor det
siges, at tallene for Egernførde er relativt høje, fordi der er bevaret et usædvanlig godt
materiale i stadsarkivet dér.
Nar det gælder kildeforholdene, har forfatteren i øvrigt overset, at der faktisk findes
bevaret arkivalier fra de ældste kommercekollegier (1670-1731), i Københavns Stads
arkiv.
Et af bogens resultater er, at den tegner et billede af skibsbygningsaktivitetens forde
ling på landsdelene, et billede hvor København og hertugdømmerne udviser en betydelig
aktivitet, hvor regeringen favoriserer København, medens de danske provinsbyer hen
lever i almindelig ynkelighed. Dette billede er velkendt på andre områder også. Men
måske kunne man præcisere det lidt. Det forekommer på grundlag af kapitlerne om de
københavnske værfter, som om det københavnske skibsbyggeri var indrettet på den halv
statslige kompagnihandel og det statsstøttede defensionsskibsbyggeri - og det beror vist
ikke blot på skævheden i kildematerialet (?) - medens skibsbyggeriet i hertugdømmerne
blomstrer ganske uafhængigt af dette. Den del af den københavnske handelsflåde, der
ikke var defensions- eller kompagniskibe falder imidlertid noget uden for Knud Klems
statscentrerede synsfelt og kildemateriale, og den kommer lidt sidelæns ind i fremstillin
gen i forhold til de statslige bestræbelser. Tabellerne bd. II s. 118 ff viser imidlertid, at
den københavnske handelsflåde gennem hele perioden overvejende bestod af skibe bygget
uden for byen: en øjensynligt faldende del, mest små skibe, bygget i den danske provins,
en betydelig del fra hertugdømmerne, og en under krigene især helt overvældende andel
udenlandsk byggede - som vel i øvrigt for en del mest pro forma førte dansk flag.
Med de mange relativt korte, velskrevne kapitler og de talrige illustrationer er bogen
indbydende. Men for en faglig betragtning savnes som antydet en nøjere formulering af
emnets forskellige sider og en kritisk gennemgang af kildematerialet.
Bogen er forsynet med et personregister, men hvorfor ikke med et register over skibs-
navne?
Henrik Gautier
Tinne Vammen: Rent og urent. Hovedstadens piger og fruer 1880-1920. 296 s. ill.
Gyldendal 1986. Kr. 248.
I kvindehistoriens første store arti adskilte publikationerne sig i indhold fra den »alminde
lige« forskning. Men udstyr, skrivemåde og det videnskabelige apparat var som vanligt.
Frygten for, at arbejdet ikke skulle virke meriterende var vel også reel nok. I de senere år
har kvindeforskere gjort et betydeligt arbejde for, at deres resultater skulle nå ud til en
14
157