160 / 191
Anmeldelser
bredere kreds, og Tinne Vammens bog skal ses ud fra denne synsvinkel. Bogens spæn
dende udseende og de mange fotografier af fortræffelig kvalitet giver umiddelbart ind
tryk af, at bogen er nemt tilgængelig for den almindelige læser.
Forfatteren bor selv i Sølvgade 30, i en ejendom, der blev bygget i 1850'erne. Ejen
dommen rummer såvel forhus som baghus. Forhuslejlighederne er på 5-6 værelser,
hvortil kommer køkken og pigeværelse, baghusene er på 2-3 værelser. I 1880 rummede
ejendommen 84 mennesker, fordelt på 19 husstande, i 1901 boede der 65 personer pa 16
husstande. Der var selvfølgelig store forskelle på beboernes økonomiske formåen, og det
var helt almindeligt, at fruerne i forhuset holdt piger.
Bogen består af to næsten uafhængige dele. Den første del handler om Sølvgade 30,
den anden om tjenestepigernes generelle vilkår i hovedstaden. Tanken har været, at Sølv
gade 30 skulle tjene som appetitvækker for resten af bogen, og umiddelbart virker det
også sådan. »Dagligstuen åbner sig ud imod beskueren; de tomme stole inviterer inden
for . . .«. Bogens tema introduceres gennem de navngivne mennesker, det har været
muligt at skaffe informationer om. Der gives brikker til deres biografier, krydret med
fotografier eller malerier af Viggo Johansen, der boede i ejendommen i begyndelsen af
1900-tallet. Når dette afsnit alligevel ikke helt kommer til at virke efter hensigten, skyldes
det flere ting. Der er anvendt en gammeldags skrivestil, som efterhånden kommer til at
irritere. Desuden får man pirret sin nysgerrighed med hensyn til nogle af beboerne, fx
Viggo Johansens fru Martha, der tydeligvis efter de gengivne brevstumper har det ret
dårligt. Men der kommer ikke rigtigt nogen afslutning på historien, og læseren sidder
utilfredsstillet tilbage. Endelig har denne del af bogen kun temaet tilfælles med den efter
følgende. Der drages ingen paralleller i anden del til den første.
Bogens anden del rummer de egentlige forskningsresultater. Hvorfra rekrutteredes tje
nestepigerne (fra landdistrikterne eller Sverige), hvor arbejdede de (især i de private hus
holdninger), hvordan var deres status (lav), hvilken opfattelse havde de af sig selv, - og
hvilken opfattelse havde fruerne af dem ? Hvordan var deres arbejdsforhold, boligforhold
og muligheder for privatliv? Hvordan gik det, hvis pigerne blev gravide eller gamle,
hvilke muligheder for hjælp fandtes der? Hvordan blev man uddannet, og hvordan
udvikledes den faglige organisation? Hvilken rolle spillede Marie Christensen for Køben
havns Tjenestepigeforening? Dette er de vigtigste temaer, der tages op og behandles
grundigt i bogen.
Der påpeges mange spændende og modsætningsfyldte forhold i samtiden. Fx var
størsteparten af de prostituerede rekrutterede fra tjenestepigerne. Men de velmenende
mennesker eller institutioner, der forsøgte at give de prostitueredes liv en anden retning,
søgte især at uddanne eller omskole dem til at blive: tjenestepiger. Eller det forhold, at de
forskellige filantropiske institutioner eller personer søger at skabe et »hjem« i byen, hvor
pigerne kan være i deres fritid, mens der kun gøres en sparsom indsats for, at pigernes
værelser reelt forbedres, eller at herskabets hjem også tjener som pigernes hjem. Forfatte
rens hjerte ligger mest hos pigerne. Måske derfor kunne nogle af oplysningerne være
behandlet mere kritisk. Fx anføres de elendige boligforhold hyppigt. Men det anføres
også, at pigerne sov sammen med de nyfødte og småbørnene. Betød det, at herskabet
anbragte deres børn på lofter, i kældre eller i usle hummere sammen med pigerne?
Svaret findes ikke i bogen.
158