HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

Københavns Tømrerlaug og industrialiseringen

Omtaler ligeledes besværligheder med dyrtidstillægget. Medlem

merne skal bruge lavets tilbudspapir«.35

Disse og andre udtalelser vidner om, at tømrerlavet er gået positivt

ind i at administrere medlemmernes arbejde for tyskerne i og uden for

landets grænser med det formål at undgå helt kaotiske tilstande inden

for faget. Tilstande, som meget vel kunne opstå, hvis lavet havde

overladt mestrene til sig selv, når det drejede sig om arbejde for besæt

telsesmagten. Denne holdning lå i klar forlængelse af den officielle.

Frem for at sidde med hænderne i skødet, valgte lavet - og det havde

vel næppe noget andet valg - sammen med Arbejdsgiverforeningen at

få den indflydelse, man nu kunne få, på arbejdet for tyskerne.

Det skete ikke af kærlighed til tyskerne eller det tyske arbejde, men i

et forsøg på at undgå, at dette arbejde skulle undergrave hele arbejds

markedet for tømrerarbejde. Det var karakteristisk, at oldermanden i

sine beretninger til lavssamlingerne under krigen skelnede nøje mel

lem de to typer af arbejde. Således hed det i beretningen for 1942:

»Fra et erhvervsmæssigt synspunkt inden for vort fag må det forløbne

år siges at have været ganske godt. Jeg ser her ganske bort fra arbejde,

der er udført for den tyske værnemagt, idet disse arbejder må siges at

være af ekstraordinær karakter og ligger på forholdsvis få hænder og

derfor ikke bør tages med ind i bedømmelsen af et normalt års beskæf

tigelse . . . «.36 Det fremgår samtidig heraf, som også af opgøret efter

besættelsen med værnemageriet i lavet, at det egentlige arbejde for

besættelsesmagten blev varetaget af forholdsvis få mestre.

Arbejdet for værnemagten bestod dels i byggeri af deciderede be

fæstningsanlæg og dels i barakbyggeri. Barakkerne blev brugt som led

i den tyske krigsførelse her i landet og over det meste af Europa til

mangfoldige formål.

Opgøret efter krigen foregik dels under Einar O. Nielsens older-

mandsskab, dels under Strigel Nielsen, der blev oldermand i 1949.

Den førstnævnte stod for en forsonlig kurs, mens Strigel Nielsen var

konsekvent og rigoristisk i bestemmelsen af og opgøret med værne

mageriet. Retsopgørelsen efter krigen var på flere måder præget af

dobbeltmoralske holdninger. De udsprang i sidste instans af sam

arbejdspolitikken, der forblev uantastet. Dobbeltmoralske holdninger

forekom også i det interne opgør i tømrerlavet og anderledes kunne

det næppe heller være.