

Københavns Tømrerlaug og industrialiseringen
rerarbejde under deres entrepriser uden om tømrermestrene«.30 Mødet
omfattede foruden tømrermestrene og Dansk Arbejdsgiverforening
også repræsentanter for Entreprenørforeningen og murerlavet. I sin
vurdering af mødet, der var »af ren forberedende karakter« var older
manden, Einar O. Nielsen, meget optimistisk: »Vi har de bedste for
håbninger om et for vort fag tilfredsstillende resultat«.
Under indtryk af samarbejdet med Centralforeningen gav older
manden sikkert udtryk for et lysere syn på forholdene for faget, end
virkeligheden kunne bære. Det blev tydeligt på efterårslavssamlingen
1942, hvor følgende resolution blev vedtaget og stilet til arbejdsgiver
foreningen: »Københavns Tømrerlaug samlet til generalforsamling
henstiller til bestyrelsen snarest at få fastslået gennem arbejdsgiver
foreningen, at almindeligt tømrerarbejde til enhver tid kun må ud
føres af organiserede tømrermestre og ikke må udføres af andre orga
nisationers medlemmer, selv om de er tilsluttede arbejdsgiverfor
eningen«.31 Baggrunden var rygter om, at både entreprenører og
murermestre udførte tømrerarbejde, b l.a . byggedes på denne måde
barakker for tyskerne. Men ikke nok hermed. Det forlød også, at
ingen anden end formanden for arbejdsgiverforeningen, den tidligere
formand for Entreprenørforeningen, ingeniør T. K. Thomsen, selv
udførte tømrerarbejde.
Arbejdsgiverforeningens svar forelå først to dage før den ordinære
forårslavssamling i marts 1943, altså mere end et halvt år senere, og
først efter at der var blevet rykket for svar. Det var nu meget formelt
og lød: »I anledning af den af det ærede tømrerlav under 17. august
f.å . på et lavsmøde vedtagne resolution tillader vi os herved at med
dele, at arbejdsgiverforeningen ikke i henhold til sine love har nogen
ret til at gribe ind i de rent erhvervsmæssige forhold mellem de under
arbejdsgiverforeningen stående organisationer, og vi beklager derfor
ikke at kunne imødekomme det ærede tømrerlavs ønske. Sign. T. K.
Thomsen«.32 Problemet for tømrerlavet og tømrerfaget i sin helhed
viste sig her så at sige i en nøddeskal.
Tømrermestrene var trængt af entreprenørerne på det produktions
mæssige område inden for byggeriet. Det var det grundlæggende og
væsentlige. Men ikke nok med det. På det organisatoriske felt var
Entreprenørforeningen en så stor og dominerende enhed, at den
kunne besætte formandsposten i arbejdsgiverforeningen. Tømrerfa
5*
51