HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

Søren Federspiel

Derefter går han over til at opstille en række »Nye felter for vor

virketrang«. Midlet hertil ser han i en udvidet service: »Lavets mestre

mangler en service, som kunne give dem en vis fordel frem for en hvil-

kensomhelst outsider«. Man kan gætte på, at outsider er en omskriv

ning for entreprenør. Herefter går Strigel over til at se på historien,

som han mener, tømrermestrene kan tage ved lære af. »Jeg tænker på

Københavns Høvleri og Savværk, i virkeligheden var det et blom

strende foretagende (eller kunne have været det, hvis ikke man havde

givet størst kredit til de dårligste betalere), de senere overtagere tjente

i alle tilfælde store penge på det. Det bliver imidlertid en ting for sig,

men høvleriet opfyldte i hvert fald en nyttig mission«. Han mente, at

lignende serviceprægede initiativer burde tages også i den aktuelle

situation og nævnte som sådanne: » . . . en indkøbsforretning, som

havde lidt hånd i hanke med priserne på nogle af de materialer, som

vi skal anvende . . . jeg tænker f.eks. på parketstave, beslag, tagpap,

imprægneringsmaterialer, isolationsmaterialer m .m .«, også jernpri

serne og jernarbejdet mente Strigel, at tømrerlavet burde gøre noget

ved.

Derefter gik han over til »vort egentlige materiale: tømmer og

brædder«, hvor han foreslog noget i retning af Københavns Høvleri og

Savværk suppleret med en imprægneringsanstalt. Videre nævnte han

stilladser som et område, tømrermestrene burde gå ind på.

Han sluttede af med ». . . det allervigtigste. Det er forbedringerne

af vore muligheder for at drive entreprenørvirksomhed. I den forbin

delse må det stå fast, at vi ikke behøver at melde os ind i Entreprenør

foreningen af den grund«. Tværtimod mente Strigel, at tømrerme

strene til deres »service burde knytte en rådgivende ingeniør med

specielt henblik på jernbeton og lignende konstruktioner, som vi nu

står lidt famlende og rådvilde overfor«. Strigel afrundede sin rede

gørelse med at trække det principielle frem: »Det vigtigste måtte

være, at den tænkte virksomhed satte ind der, hvor medlemmerne

intet magtede enkeltvis, og der hvor en indsats kunne betyde en lukra

tiv udvidelse af vort virkefelt«.

Med denne udredning tog Strigel hul på en debat, ja, så at sige for

skud på en udvikling, som blev afbrudt af anden verdenskrig, men

som blev genoptaget straks efter krigens ophør.

Det siger noget om spændvidden, at samtidig med Strigels rede