49 / 191
Københavns Tømrerlaug og industrialiseringen
b l.a . grænsen mellem tømrersvendenes arbejde og arbejdsmændenes
arbejde i København og 1. zone, nord for København. Denne overens
komst betød en væsentlig skærpelse af forholdet mellem Københavns
Tømrerlaug og Entreprenørforeningen, hvis medlemmer herefter
uden problemer med fagforeningen kunne beskæftige organiserede
tømrersvende. Endnu en gang blev det forsøgt at få fastlagt en grænse
mellem entreprenør arbejde og bygningshåndværk. Denne gang med
Arbejdsgiverforeningens formand som formidler. Det kom der dog
heller ikke noget resultat ud af.
Alt i alt tegnede situationen for tømrerlavet sig ret mørkt ved ud
gangen af trediverne. Det gjorde den knap så meget på grund af, hvad
entreprenørerne faktisk havde overtaget af tømrerarbejde, som på
grund af, hvad tømrermestrene kunne befrygte de ville overtage i
fremtiden. De dystre miner i tømrerlavet gav Georg Strigel Nielsen
udtryk for i en omfattende udredning af »spørgsmålet om chancer, der
levnes tømrerhåndværket i dag«. Det skete på forårslavssamlingen i
1939, få måneder før anden verdenskrigs udbrud.
Strigel Nielsen indledte med at trække de dystre perspektiver op:
»Ved det moderne byggeri er det jo ikke sjældent sådan, at tømrer
entreprisen ikke er større end maler- eller glarmesterarbejdet, ja, det
hænder endda ret ofte, at der overhovedet ikke er for to øre tømrer
arbejde på en hel nybygning: trapperne skal støbes - øverste bjælkelag
skal efter ny lov være af jernbeton eller lignende - ofte laves etage
adskillelserne af røsler- eller spirledæk26 (som murerne har lagt deres
klamme hånd på) - parketgulvene vil snedkerne helst hugge fra os -
arbejdsfolkene sætter selv skurene op - og sådan ser det ud over hele
linien. Skyldes dette nu tidernes ugunst eller er det os, der er sløve og
ligeglade og har opgivet ævred?«,27slutter Strigel Nielsen sin indledning.
Som det ses, er det ikke alene entreprenørerne, men også de øvrige
byggehåndværksfag, der må stå for skud. Kernen er dog for Strigel
Nielsen den ny teknik og dens indvirkning på faget og dets muligheder.
Frem for at falde hen i beklagelser søger Strigel Nielsen at opstille
en strategi, en langsigtet plan for, hvordan tømrerfaget kan komme
ud over stagnationens misere: »På forhånd ville man jo stille sig
tvivlende overfor, at et fag som tømrerfaget, der igennem flere år
hundreder har været det absolut førende, skulle gå helt bag af dansen
. . .«, ræsonnerer Strigel.
47