HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

gets forsøg på at holde sine velerhvervede rettigheder i hævd ved

hjælp af den organisation, som tømrerlavet havde været medstifter

af, blev afvist og ignoreret, i realiteten af en og samme organisation,

personificeret i T. K. Thomsen. Hertil kom, at det tidligere fællesskab

med det andet store byggefag, murerfaget, var ved at gå i opløsning.

Det skete i takt med, at murerne søgte at gøre entreprenørerne kun

sten efter og påtage sig alt arbejde vedrørende byggeri, inklusive tøm

rerarbejde.

Hermed var målet fuldt. Et samarbejde mellem samtlige organi

serede tømrermestre i Københavns Tømrerlaug, Centralforeningen af

tømrermestre i Danmark og Hovedorganisationen af mesterforeninger

i byggefagene i Danmark blev indledt.

Organisationerne indledte i fællesskab et samarbejde med priskon

trolrådet »om sager, der var forelagt rådet til bedømmelse«. Samtidig

hermed blev der påbegyndt forhandlinger med Dansk Arbejdsmands-

Forbund om oprettelse af overenskomst. Med dette skridt fulgte tøm

rermestrene med nogen forsinkelse den kurs, som entreprenørerne var

slået ind på, da de fik overenskomst med tømrerforbundet. Det blev

indledningen til en strategi efter de retningslinier, som Strigel havde

skitseret umiddelbart inden krigen. Retningslinier, som blev søgt ud

møntet efter krigen, men som man tog hul på i krigens sidste år.

Diskussionen stod om, hvorvidt tømrermestre kunne være medlem

både af lavet og Entreprenørforeningen. Debatten var ganske omfat

tende og nuanceret. Nogle mente, at adgangen til lavet burde udvides

til at omfatte andre end tømrermestre, der ikke var medlem af andre

organisationer, eksempelvis Entreprenørforeningen, kunne være med

lem af tømrerlavet. Der kom ingen egentlig afklaring på hverken det

spørgsmål eller på spørgsmålet om grænsedragning i forhold til entre

prenørerne.

Det var vel ikke for meget sagt, at entreprenørerne både gennem

deres egen forening og gennem Arbejdsgiverforeningen havde sat tøm

rerfaget stolen for døren. Ingen indenfor faget kunne herefter være i

tvivl om, at fagets overlevelsesmuligheder var betinget af dets evne til

at tilpasse sig et marked, hvor brat skiftende konjunkturer og ny tek

nologi med rivende hast sejlede tømrerfagets traditionelle, velgen

nemprøvede metoder agterud. Vel var Arbejdsgiverforeningen andet

og mere end Entreprenørforeningens forlængede arm, men de tradi

Søren Federspiel