90 / 191
heraf, at så måtte disse tjenesteområder henlægges under overpræsi
denten, var vistnok meget naturligt på det daværende tidspunkt, dvs.
midten af forrige århundrede. Men i længden kunne det ikke gå på
den måde. Når hele det øvrige finansvæsen lå hos borgmesteren for
magistratens 2. afdeling, manglede overpræsidenten og hans sekreta
riat grundlaget for at være ledende i budgetarbejdet, og ligeså stod det
til med hensyn til personalevæsenet. Efterhånden som det partipoliti
ske fik større betydning, måtte det desuden blive uholdbart, at det var
den kongelige embedsmand overpræsidenten, under hvem de politisk
mest betydende sager henhørte. Hvornår overførelsen til magistratens
2. afdeling er begyndt, ved jeg ikke; da jeg i 1906 fik med disse sager at
gøre, var den i realiteten forlængst fuldbyrdet. Men formen bestod;
budgetforslaget blev fremsendt til borgerrepræsentationen med en af
overpræsidenten underskreven og af hans sekretariatschef paraferet
skrivelse (på nogle få linier), og svaret gik samme vej tilbage; ligeså
med skrivelser til indenrigsministeriet om stadfæstelse af vedtægts
ændringer. En reminiscens fra forfatningsbestemmelsernes ordlyd var
det desuden, at overpræsidenten altid personlig overværede budget
forhandlingens begyndelse i borgerrepræsentationen, og at jeg altid
måtte vandre op til overpræsidiets sekretariatschef og indhente hans
tilladelse til at trykke hans navn som paraf under rådstueplakaten om
det vedtagne budget, - den han gav med et haruspicalt smil.
Antagelig har de skiftende overpræsidenter været tilfreds hermed.
Jeg har i hvert fald aldrig hørt eller læst om andet; om overpræsident
Jonquiéres ved jeg, at han var medvirkende til at få fastslået, at løn-og
pensionssager hørte under 2. afdeling. Blandt borgmestrene for de an
dre afdelinger har der derimod nok lejlighedsvis været nogen util
fredshed. I Marcus Rubins erindringer fortælles om finansborgmester
C. E. Fengers magtstilling og om den misfornøjelse, som den af og til
vakte. Dette har vist nok ikke mindst været tilfældet hos borgmesteren
for magistratens 1. afdeling H. N. Hansen, som Rubin, der stod ham
nær, kalder for førsteborgmester. Samme betegnelse for borgmester
H. N. Hansen har jeg hørt i hjemmet hos min mormor, hvor en søn
havde været klassekammerat med ham. Måske har borgmester Han
sen selv syntes, at borgmesteren for magistratens 1. afdeling burde
være Københavns førsteborgmester. I Biografisk Leksikons artikel om
ham fortælles det, at han havde dybe skuffelser, og at ikke mindst for
Vilhelm Jespersen