95 / 191
37 år i Københavns kommunes tjeneste
getforhandlingen for 1927/28 viste sig, at socialdemokratiet heller ikke
for dette år ville gå med til nedsættelse af skatteprocenten. Så brød der
en ny storm løs fra de konservative; førende var her Nationaltidende,
Fritze Teisen og borgmester Kaper, og angrebene rettedes mod borg
mester Hedebol personligt. Nationaltidende sammenlignede ham med
Herman von Bremenfelt. Frk. Teisen ville ikke sigte borgmester Hede
bol for at tale imod bedre vidende, men sagen var den, at han Ⱦrlig
og redelig ikke ved, hvad han taler om.« Borgmester Kaper beklagede,
at den ærede kollega desværre »ikke har det, jeg kalder forstand på
penge«, osv. Der krævedes fra den side ekstraordinært valg til borger
repræsentationen, for at man kunne få at vide, om København ville
finde sig i en så uduelig finansledelse.
Man måtte spørge, hvor de konservative med borgmester Kaper og
frk. Teisen i spidsen ville hen med alt dette. Svaret var ikke vanskeligt.
De ville have skatten ned, det var klart; men desuden ville de have, at
socialdemokratiet skulle bytte om på borgmestrene P. J. Pedersen og
Hedebol; P. J. Pedersen med den særlige regnskabsindsigt skulle være
finansborgmester, og Hedebol, der efter de konservatives mening
beklageligvis manglede denne indsigt, men foruden andre gode evner
havde et klart praktisk blik, skulle have magistratens 4. afdeling med
de praktiske opgaver hos stadsingeniør og stadsarkitekt. Måske blev
det ikke direkte udtalt offentligt, men alle vidste, at det var meningen.
Jeg overværede den afsluttende budgetdebat den 24/3 1927 og sad i
embedsmandslogen lige over for magistratens 1. og 4. afdelings plad
ser i salen. Det gik hårdt til. Borgmester Hedebol var ikke rask, men
havde alligevel givet møde; han skønnede formodentlig, at hans poli
tiske liv var i fare. Derfor veg han heller intet øjeblik fra sin plads -
heller ikke for at spise og drikke, eller det modsatte - han ville være
sikker på at høre alt, der kunne trænge til svar. Og han gav svar,
skarpe svar; han sagde rent ud, at borgmester Kaper og frk. Teisen
byggede deres angreb op på en bevidst, en håndgribelig usandhed, og
det fastholdt han uanset formandens påtale. En enkelt socialdemokrat
kom borgmester Hedebol til undsætning, men alligevel føltes det som
en rent personlig kamp, hvor det var Hedebol og ham alene, det
gjaldt. Og når Hedebol talte, sad Kaper og P. J. Pedersen og vekslede
meget talende blikke.
Jeg var i de
2Vi
år. der var gået siden borgmesterskiftet, kommet til
93