100 / 191
Vilhelm Jespersen
stand. Fra 1/4 1926 blev lønkontoret da skilt ud fra hovedbogholderi-
direktoratet og etableret som et selvstændigt direktorat for kommu
nens lønnings- og pensionsvæsen, og jeg blev af borgerrepræsentatio
nen valgt til direktør for dette.
Lønkontoret faldt naturligt i to afdelinger. Svarende hertil måtte
man forvente, at hvis forholdene udviklede sig videre i samme retning
som hidtil, måtte der fremtidig blive to kontorer i løndirektoratet.
Selv om der endnu ikke behøvedes to kontorchefstillinger, ville jeg dog
gerne have forholdene tilrettelagt således, at hver af de to afdelinger
fik en ekspeditionssekretær i spidsen; hidtil havde der kun været en
ekspeditionssekretær. Men det lykkedes mig ikke. O. Andersen sagde
lige ud til mig, at jeg måtte opfatte direktoratets oprettelse som en per
sonlig anerkendelse til mig fra kommunalbestyrelsen, men ikke som
grundlag for andre stillingsændringer. Det var mig en skuffelse. Æ n
dringen til direktorat måtte nemlig nødvendigvis medføre forøget
ansvar og arbejde også for andre end mig, og det kunne under de om
stændigheder føles noget uretfærdigt, at jeg var den eneste, der fik
fordel deraf. Fra mine medarbejderes side mærkede jeg imidlertid
ikke nogen uvilje i den anledning, og jeg selv var naturligvis glad og
taknemmelig mod alle dem, der havde været medvirkende i denne
sag, og først og fremmest mod borgmester Hedebol.
Helt uberørt af striden mellem borgmester Hedebol og hans modstan
dere forblev jeg dog ikke. Da frk. Teisen lod piskeslagene regne ned,
var der også snerter, der ramte mig.
I personaleafsnittet i betænkningen fra sparekommissionen af 1921
blev der, som foran omtalt, fremsat en række mindretalsforslag med
angivelse af, hvor store beløb hvert af dem drejede sig om; disse beløb
havde jeg beregnet. Et af mindretalsforslagene gik ud på, at kommu
nen, så hurtigt de gældende overenskomster tillod det, skulle gennem
føre en fuldt nøjagtig efterligning af det private arbejdes satser; til
oplysning om de beløb, det angik, havde jeg beregnet merudgiften ved
nogle afvigelser fra det private erhvervs overenskomsters reguleringer
opad og nedad, som flertallet imod indsigelse fra mindretal havde
foretaget, og jeg havde derved fundet, at det beløb sig til ca. 400.000
kr. årlig i alt. - Alle disse mindretalsforslag lå på rad i betænkningen,
man kan måske også sige: de stod som heste i en række spiltove og
98