102 / 191
give, hvad kommunens lønudgift ville have været, hvis kommunen
havde været en privat institution. Herom måtte vi selvsagt være meget
forbeholdne i vore udtalelser, tilmed når tallene skulle bruges i politisk
kamp.
Klagen over mangel i de sædvanlige offentliggørelser besvarede
borgmester Hedebol i salen; den opløste sig i intet, idet frk. Teisen ikke
kunne forklare, hvad det var, hun manglede, og vi kunne påvise, at vi
havde udsendt alle de sædvanlige hæfter. Men de 2 millioner kroner
måtte der udarbejdes et svar på, og det blev løndirektoratets sag. Vi
skrev så et indlæg, hvori frk. Teisen blev imødegået, både med hensyn
til påstanden om 7 øre mere end den højst lønnede arbejdsmand og
med hensyn til de 2 millioner kroner, og dette indlæg blev sendt til
budgetudvalget. Ved borgmestrenes mundtlige forhandling med ud
valget viste det sig, at frk. Teisen havde fået sit materiale fra et andet
konservativt udvalgsmedlem, ingeniør Julius Madsen, og han var vred
over løndirektoratets svar. Han fandt tonen i udarbejdelsen upas
sende. Navnlig følte han sig pikeret over en sætning, hvori der ankedes
over, at der i den af frk. Teisen benyttede beregning kun var taget
hensyn til de tilfælde, hvor kommunens lønninger var højere, »skønt
det rigtige og loyale måtte være, at man ikke alene beregnede plus
serne, men også minusserne, og derefter uddrog slutresultatet«. Om
denne forståelse af, hvad loyalitet kræver, kunne der vel vanskelig
tvistes. Men måske var der det rigtige i, hvad ingeniør Madsen anførte,
at svarets form var noget påvirket af frk. Teisens tone; andet og mere
kunne jeg ikke erkende. Jeg ville imidlertid nødig have noget ude
stående med en borgerrepræsentant, tilmed et fremtrædende medlem
som Julius Madsen, der var formand for den konservative gruppe. Da
jeg ikke havde nogen personlig forbindelse med ham, gik jeg til borg
mester Kaper og bad ham være mellemmand. Ved den lejlighed fik
jeg en samtale med borgmester Kaper om frk. Teisen. Han sagde rent
ud til mig, at han mente, at min bedømmelse af hende udsprang af
misundelse; det var lykkedes hende fra en embedsmands tilbagetrukne
stilling at komme ud i offentlighedens lys og blive en kendt person,
hvis ord der lyttedes til; dette - mente han - var mere, end jeg kunne
tåle at se på. Borgmester Kaper sagde dette på en sådan måde, at der
ikke var noget fornærmende deri, og det blev heller ikke af mig opfat
tet som andet end en venlig henstilling til selvprøvelse. Men jeg måtte
Vilhelm Jespersen
100