107 / 191
37 år i Københavns kommunes tjeneste
familie med den mand, der var forfatter til de bedste bøger, der var
skrevet om det engelske sprog, dr. Otto Jespersen. Det måtte jeg svare
bekræftende på. Noget personligt kendskab til ham havde jeg ikke,
bortset fra at jeg en enkelt gang i min pure ungdom havde været sam
men med ham - vor familie er meget stor. Men min fars kødelige fæt
ter var han, og nogle af hans søskende havde jeg været mere sammen
med, hvad jeg fortalte den pågældende embedsmand. Jeg forstod, at
det gjorde et gunstigt indtryk på ham, og jeg kom mig lidt af den følelse
som den fuldkomne Mr. nobody, der havde generet mig lidt til at
begynde med. Et par dage senere gentog det samme sig på et andet
kontor, og efter yderligere et par dages forløb ser jeg den herre, jeg
talte med, ved samtalens slutning tage mit kort frem og begynde: Mr.
Jespersen, your name osv. ganske det samme om igen. Så forstod jeg,
at det var min pligt, da jeg kom tilbage til mit hotel, at skrive til min
onkel Otto og takke ham for den støtte, hans navn havde givet mig -
endogså i en kreds af mennesker, der ikke af fag var filologer.
Jeg var rundt på mange kontorer, både stats- og kommunale i Lon
don, og jeg var også nogle dage i Manchester, der omtrent er på stør
relse med København. I The Treasury havde jeg introduktion til en
Mr. Bridges, som blandt andet forklarede mig, hvordan de andre
ministerier måtte søge The Treasurys billigelse af deres personaledis
positioner, og hvordan dette normalt ordnedes ved forhandling mel
lem de forskellige kontorer; men hvis der ikke kunne opnås enighed,
måtte sagen gå til ministermøde. Det afveg ikke så meget, som han
måske troede, fra det jeg kendte hjemmefra. Men da jeg så spurgte
ham, hvordan det sædvanlig gik i ministermøderne: det bliver vel så
The Chancellor (finansministeren), der går af med sejren?, antog hans
ansigt et ubeskriveligt udtryk, midt mellem latter og irritation, og han
gjorde en stor pause, inden svaret fald t: it ought to b e ! Mr. Bridges var
en meget levende og meget indtagende yngre embedsmand, og den
halve eller hele time, hvori han forklarede mig om engelske personale
forhold, var både belærende og særdeles fornøjelig. Da jeg 20 år senere
læste Churchills The Second World War, gik det op for mig, at den Sir
Edward Bridges, der sammen med General Ismay var Churchills nær
meste medarbejdere under krigen, måtte være netop den Mr. Bridges,
jeg havde truffet; jeg syntes, jeg kunne forstå, at han måtte passe ud
mærket til det ansvarsfulde hverv.
105