103 / 191
37 år i Københavns kommunes tjeneste
undres over, hvor forskellige vi mennesker kan være, og hvor let man
kan tage fejl af hinandens motiver. Misundelse over for dem, der kom
mer frem i det politiske liv, ved jeg mig fri for; jeg har aldrig ønsket
andet end at være embedsmand.
Det, jeg kom til borgmester Kaper om, var imidlertid ikke frk. Tei
sen, men Julius Madsen, og det var han meget vilig til at ordne for
mig. Der kom så en forhandling i gang mellem Julius Madsen og mig;
først et skriftlig indlæg fra hver side, og dernæst en mundtlig forhand
ling på hans kontor, hvor han til slut bød mig til frokost. Det hele
resulterede i en - efter min opfattelse - nydelig tryksag, som blev op
taget i borgerrepræsentationens forhandlinger. Den indeholdt 1) løn-
direktoratets redegørelse for hvad vi mente, der kunne siges om for
holdet mellem kommunens og det private erhvervs arbejderlønninger,
2) Julius Madsens tilsvarende, 3) min i den urbaneste tone fremsatte,
men i realiteten meget faste kritik af nr. 2; til sidst 4) borgmester Hede
bols fremsendelsesskrivelse, hvori oplystes, at Julius Madsen ved
sagens forhandling i salen mundtlig ville gøre bemærkninger til den
under nr. 3 fremsatte kritik. Dette gjorde han dog ikke, da sagen kom
for; denne blev uomtalt taget til efterretning.
Julius Madsen var et virksomt medlem af Arbejdsgiverforeningen;
han blev senere dens formand. At hans forhånds-indstilling var præget
heraf, er naturligt; men han ønskede absolut at være loyal. Jeg tror, at
han forstod, at mit ønske var ganske det samme. Vor mundtlige for
handling forløb derfor på bedste måde, og af den omstændighed, at
sagen passerede borgerrepræsentationen, uden at han - som bebudet -
tog ordet, mener jeg med rette at kunne slutte, at han ikke var upåvir
ket af mine modbemærkninger. Han var ikke deltager i hetzen mod
borgmester Hedebol; det betød også noget i forholdet over for borg
mesterens embedsmæssige medhjælp.
Jeg var glad ved at få denne sag klaret. Under borgmester Jensen
var jeg bleven vant til, at der ikke skulle være og ikke behøvede at være
noget modsætningsforhold imellem mindretalspartierne og lønkonto
ret, fordi der var lønpolitiske uenigheder imellem mindretal og flertal.
Det var ikke blot mig, men også borgmester Hedebol, der ønskede
denne tingenes tilstand fortsat. En opdukkende hindring herfor var
bragt ud af verden.
101