101 / 191
kunne til enhver tid føres frem og tages i brug. Det gjorde det konser
vative parti også år efter år. Men efterhånden var slagkraften gået
noget tabt; der blev smilet, når de gamle travere blev trukket ud
af stalden; der trængtes til noget nyt. Det mente frk. Teisen at kunne
finde i en uddybning af spørgsmålet om lønarbejderlønningerne. De
400.000 kr. angik merudgiften ved nogle bestemte afvigelser; men var
der ikke flere? og hvordan lå i det hele forholdet mellem kommunens
lønarbejderlønninger og lønningerne i det private erhverv? Kunne
hun ikke få det tal beregnet?
Hvordan frk. Teisen har indledet denne spørgekampagne, husker
jeg ikke; jeg mener dog at vide, at hun i hvert fald ikke er kommen til
mig med spørgsmål. Men nu i budgetdebatten i december 1926 tog
hun sagen frem for alvor. Det tal, som løndirektoratet ikke kunne
oplyse for hende, havde hun så måttet søge andet steds, og det var lyk
kedes. Det havde vist sig, at det ikke var 400.000 kr., men 2 millioner
kroner. Så meget andrager - sagde hun - kommunens merudgift, fordi
den lønner alle sine lønarbejdere, ligegyldigt hvad de bestiller, med 7
øre mere pr. time end man i det private erhverv lønner den højst løn
nede arbejdsmand, jord- og betonarbejderen, med. Og samtidig an
kede hun over, at løndirektoratet var ophørt at give oplysninger om
størrelsen af forskellige tillægsydelser, som de konservative havde kri
tiseret. Alt dette blev afleveret med stor suffisance og sådan, at til
hørerne måtte forstå, at det stod meget ringe til i det under borgmester
Hedebol henhørende løndirektorat med hensyn til evnen eller viljen til
at opfylde en selvfølgelig oplysningspligt.
Det var mærkeligt med frk. Teisen. Hun var ansat som ekspeditions
sekretær i overpræsidiet og var en elskværdig og hyggelig kollega.
Man måtte undre sig over, at netop hun som politiker skulle falde for
fristelsen til propagandamæssigt at bruge tal, hun fik fra andre og selv
kun delvis kunne bedømme betydningen af, til at kaste i hovedet på
modparten og dennes embedsmæssige medhjælp. Netop hvad lønstati
stik angår stod vi meget fint i løndirektoratet; både mine cand. polit.-
uddannede medhjælpere og jeg selv havde interesseret os meget der
for, og jeg tror, jeg med rette kan sige, at det materiale, vi tilveje
bragte, var godt, og at vi var villige og i stand til at give alle faktiske
oplysninger, som med rimelighed kunne kræves. Men det, frk. Teisen
ville have, var ikke noget faktisk, men noget hypotetisk; vi skulle an
3 7
år i Københavns kommunes tjeneste
9
’
99