106 / 191
danske regerings side udtalt ønske om, at København skulle sende
nogle deltagere. Dette kursus blev afholdt netop på det tidspunkt,
hvor marken styrtede mod bunden. Os danske gjorde det for så vidt
ikke noget; vi havde rejsepenge med i dollars, hvoraf vi hver morgen
vekslede det til dagens forbrug fornødne beløb til voldsomt stigende
kurser. Kun den sidste morgen var det lige ved at gå galt; jeg havde
ment at kunne klare mig med 4
V
2
milliard mark, men da taxachauf
føren, som kørte mig til Stettiner Bahnhof, forlangte 3 milliarder for
køreturen, blev beholdningen, som jeg skulle nøjes med til Warne-
miinde, jo stærkt reduceret. Det gik dog, og jeg kom endda hjem med
en milliard-seddel, som jeg kunne give borgmester Jensen til støtte for
kommunens finanser. Men de stakkels tyskere, og ikke mindst de stak
kels tyske tjenestemænd på fast gage! Der blev i de dage lagt et for
svarligt grundlag, som Hitler senere kunne opføre sin bygning på.
Dette optog naturligvis alles sind over al måde. Men mærkværdigvis
kom der alligevel ikke så lidt belæring ud af foredragene på universite
tet, samvær med tyske kolleger, besøg på kontorer og institutioner og
indsamling af trykt materiale. Trods alt fik jeg således en lille smule
kendskab til tysk personalevæsen ud af det. I de nærmest følgende
år fik jeg magistraten til at tilstå nogle af mine medarbejdere nogle
(meget beskedne) rejsetilskud, så vi også blev noget orienteret i svenske
og franske forhold. Men England kendte jeg slet ikke noget til; jeg
foreslog derfor borgmester Hedebol, at magistraten i stedet for at give
mig honorar for min virksomhed for Frederiksberg-fællesudvalget
skulle sende mig på en tjenesterejse til England. Formelt kunne dette
imidlertid ikke lade sig ordne, men i realiteten fik jeg mit ønske op
fyldt, idet jeg foruden mit honorar fik nogle ugers tjenestefrihed og de
fornødne introduktionsskrivelser.
Således udrustet tog jeg afsted i oktober 1927. Det viste sig, at intro
duktionerne var i høj grad fornødne; men med dem i hænderne gik
det meget let med at komme i forbindelse med de mennesker, der
kunne give mig de oplysninger, jeg søgte. I øvrigt havde jeg den for
nøjelse at opleve, at mit gode danske, men yderst beskedne sen-navn,
takket være professor Otto Jespersen, i sig selv havde noget af en anbe
falings karakter i England. Allerede ved mit første besøg på et engelsk
kontor hændte det, at da den tjenstlige samtale var til ende, tog den
embedsmand, jeg besøgte, mit visitkort op og spurgte, om jeg var i
Vilhelm Jespersen
104