92 / 191
efter hvem hun talte med. Hedebol selv talte både engelsk, tysk og
fransk.
Borgmester Jensen plejede ellers aldrig at tale med mig om parti-
sager; men en af dagene før afgørelsen spurgte han mig, hvem jeg
ønskede valgt. Jeg svarede, at jeg antog P. J. Pedersen for den saglig
bedst kvalificerede, men mente, at Hedebol var mere rodfast i partiet
og derfor ville have lettere ved at få sagerne gennemført; hver havde
således sine fordele, og vi ville formodentlig kunne være vel tjent med
hvem af dem, der blev valgt. Hertil sagde borgmester Jensen, at det
glædede ham at høre, at jeg ikke havde noget imod at få P. J. Pedersen
til borgmester; det var der så mange andre i magistratens 2. afdeling,
der havde. Jeg forstod heraf, at P. J. Pedersen var borgmester Jensens
mand; at han satte pris på ham, vidste jeg for øvrigt i forvejen, bl. a.
fordi P. J. Pedersen var med blandt gæsterne på 20-årsdagen for borg
mester Jensens valg.
Men det var hverken borgmester Jensen eller Kommunalt Arbejder
forbund, endsige mig, der havde stemme ved det valg, der nu skulle
finde sted; det var alene gruppen i borgerrepræsentationen. Og den
valgte Peder Hedebol. Det betød ikke, at P. J. Pedersen ikke ville blive
borgmester i nær fremtid; ved valgperiodens udløb i foråret 1925
kunne socialdemokratiet regne med at skulle besætte en borgmester
post foruden de hidtidige, og den post ville P. J. Pedersen så få. Men
valget i 1924 gjaldt stillingen som finansborgmester, som den ledende
borgmester, og det faldt altså ud til fordel for Hedebol. Det vidstes
imidlertid, at han ikke var valgt af en enig gruppe.
Det er særlig ved de årlige budgetforhandlinger i borgerrepræsenta
tionens møder, at politiske og personlige divergenser kommer offentlig
frem. Ved budgetforhandlingen for 1925/26 forefaldt der ikke noget
særlig bemærkelsesværdigt. Borgmester Hedebol tog spørgsmålet
København-Frederiksberg, som borgmester Jensen tidligere havde
rejst, op på ny. Det førte til, at der blev nedsat et fællesudvalg til for
handling med Frederiksberg, og for dette blev Henning Koch og jeg
sekretærer. Det var klart, at de forskellige partier i København ikke så
med de samme øjne på spørgsmålet; men det lå ikke hårdt, i alt fald
ikke til at begynde med. Skarpe divergenser kom der først ved budget
forhandlingerne for 1926/27.
Vilhelm Jespersen
90