91 / 191
37 år i Københavns kommunes tjeneste
holdet til hans kollega i magistratens 2. afdeling, borgmester Borup
var vanskeligt. Men borgmester Borup har åbenbart haft den stærke
ste stilling, og borgmester Hansen foretrak da at gå af i en tidlig alder.
Hans efterfølger, borgmester Dybdal, har formentlig ikke haft vanske
ligt ved at anerkende borgmesteren for magistratens 2. afdeling som
finansborgmesteren, og det samme gjaldt, som jeg foran har fortalt
om det, for borgmester Kaper i borgmester Jensens tid.
Man kan harmes over, at det er så let at tilsidesætte en forfatnings
bestemmelses åbenbare mening, når blot man beholder en splint af
dens form. Eller man kan glæde sig over, at fortidens bestemmelser
ikke har større modstandskraft over for den senere udviklings krav.
Om man gør det ene eller det andet, beror på ens hele indstilling. Men
hvordan man så ser på det, så var det faktiske forhold det, at borg
mester Jensen var finansborgmester og som sådan den ledende borg
mester. Og det var hans stilling, der nu skulle besættes.
Den forsamling, der skulle vælge efterfølgeren, var den socialdemo
kratiske gruppe i borgerrepræsentationen. Dens forhandlinger var
naturligvis hemmelige, men der sivede adskilligt ud; særlig gennem
Kommunalt Arbejderforbund fik jeg forskelligt at høre. Gruppen var
ikke enig; nogle holdt på P. J. Pedersen, der tidligere havde været
socialdemokratiets budgetordfører og nu var borgerrepræsentationens
formand, andre på den nuværende budgetordfører Peder Hedebol.
Jeg kendte dem begge godt fra fællesudvalg, hvor de havde været
medlemmer og jeg sekretær. P. J. Pedersen havde både i udvalg og i
salen taget livlig del i behandlingen af regnskabs- og personalesager og
vist megen indsigt deri; men Kommunalt Arbejderforbunds ledelse
havde noget imod ham; der blev også talt om, at det ikke måtte gå
arbejderne, som det var gået bønderne, der havde fået lærere til deres
egentlige politiske førere. Hedebol var en god taler og skrev godt for
sig, og han havde i modsætning til P. J. Pedersen Staunings tillid.
Regnskabs- og personalevæsen havde han næppe beskæftiget sig med i
samme omfang som P. J. Pedersen, men han havde udfyldt hvervet
som budgetordfører upåklageligt. Han var endvidere en sprogbega
velse; engang senere fortalte han mig, at det havde han arvet fra sin
mor. Hun talte til fuldkommenhed tre sprog: fynsk, der var hendes
modersmål; hedejysk, fra den tid, familien boede i Givskud; og køb
stadsjysk fra tiden i Vejle. Hun løb aldrig sur i det, men valgte sprog
89