30 / 209
Frankrig, men tilegnet sig i Sachsen-Polen under Indflydelse a f de
franskskolede, kurfyrstelige A rkitekter de Bodt og Longuelune. Det
banebrydende Værk blev Prinsens Palæ, opført under Eigtwedts
Ledelse 1743—44. Det nye og det franske bestaar først og fremmest
i Façadernes Behandling og i Fløjenes plastiske Udformning. Alle
Detailler er franske: Bossagemotivet (Kvaderfugningen), Lisenen,
den rektangulære Murfylding, det høje rundbuede »Palævindue«
og Stikbuevinduet, - ligeledes Façadernes vand rette Leddeling:
det som Sokkel behandlede nederste Stokværk, derover Beletagen
og M ezzaninen samm enbundne med Liséner. Façaderne er be
hand let i lavt Relief, Bygningslegemerne virker lette og magre,
med skarpt sammenstødende Flader. Barokkens fyldige Plasticitet
er ophævet. Det Württembergske (Lerche’ske) Palæ opføres i
samme Aar som Prinsens Palæ a fen undero rdnet kgl. Arkitekt, der
søger at bringe sin Mester Eigtwedts diskrete Stil i Anvendelse paa
en stor Husblok i Gadelinien og lider Skibbrud derved, —han
kender ikke Nuanceringens Kunst men overanstrenger Bossage
motivet og gør derved Laçaden steril. I det faa Aar senere Danne-
skiold-Laurwigenske Palæ i Store Kongensgade har de moderne
franske Stiltræk (M idtrisalittens Bossering, hele Façadens lodrette
og vand rette Inddeling) indgaaet en heldig Forbindelse med ældre
Motiver (den halvrunde Fronton, Hjørnelisénerne) ; og den
ukendte Arkitekt har forstaaet, at den franske Rokokos Formsprog
kun formaar at hævde sig paa store Bygninger n aa r et strengt
Façadeskema med Ligevægt mellem lodrette og vandrette Linier
observeres.
Det er lærerigt a t sammenligne dette eklektiske men dog moderne
orienterede Bygningsværk dels med den samtidige K locker’ske
G aard skraat overfor, hvis Façade med de dom inerende lodrette
Delinger, der forkrøppes i Gesimsen, og de rigt skulpterede V in
duesrammer i M idtrisalitten er saa karakteristisk for den køben
havnske Senbarok i Philip de Langes Prægning, - dels med Hof-
apotheker Beckers G aard paa Købmagergade, et Ungdom sar
bejde a f T hu rah (1733), der i det mindste røber andenhaands
Kendskab til fransk T rad ition . Det fornemme Husbyggeris Stil
historie fra ca. 1730 til Amalienborg-Palæerne 1749 er ikke mere
om fattende end at alle dets Problemer kan forklares udfra ganske
faa Arkitekters Historie, - fra Ernst til Eigtwedt. I denne sidstes
franske Lærebog, - en Blondel’s, en Briseux’s - , ha r den anonyme
Bygmester, der ved 1740’rnes M idte opførte det Gyldensteenske
Palæ i Dronningens Tværgade, kunnet lære en parisisk Rokoko, der
var adskilligt renere end den moderne M anér, i hvilken Grev Laur-
wigens G aard forsøgte sig; Bygningen er dog mere beslægtet med
den gængse franske Landstedstype end med et Hotel. —Det var
naturlig t, at den nye Stil, udgaaet fra den almægtige Hofbyg
mesters Kreds, først fik Indpas i København indenfor det for
nemste Boligbyggeri. Her, som overalt i Europa, hvor den vand t
Fodfæste, var den aristokratisk Import. K o rt efter 1740 begynder
den ogsaa at præge vore H erregaarde (Frederiksdal, Kokkedal,
Lerchenborg), —tilsidst følger Borgerhuset T rop , men kun et Par
enkelte Exempler kan paavises i Hovedstaden før 1750. Mest
karakteristisk var Jacob is G aard paa Østergade (1748), et snurrigt
Murermesterhus, der pligtskyldigst anvender de Eigtwedtske
Former fra Prinsens Palæ med størst mulig Ubehændighed. Men
fra um iddelbart følgende Aar stammer et saa typisk senbarokt
Hus som Gamm elstrand 48; Ejendommen Ved S tranden 16 (1748)
er uden Eigtwedtske Kendetegn men dog rokokomæssigt forfinet i
Reliefbehandlingen. De bedste Rokokoværker før Amalienborg-
tiden, —bortset fra Prinsens Palæ —, er ubestrideligt Komediehuset
paa Kongens Nytorv og Asiatisk Kompagnis store Pakhus, begge
fra 1748 og bygget a f Eigtwedt. Det er de første lødige Prøver paa
den enkle, fint rhytmisk beherskede Lisénearkitektur, som under
Eigtwedts og hans Elevers og Efterligneres Hænder skulde vinde
saa stor Udbredelse, ja fæstne sig til en national Stilform.
25