155 / 287
For Kongen, Dronningen og deres nærmeste Familie var der
dog tilstræ kkeligt sorget, baade til Hverdagsbrug og naar der
skulde repræsenteres. I Stueetagen var der to V e s t i b u l e r , to
F o r g e m a k k e r , J o u r v æ r e l s e r , A u d ie n s g e m a k k e r , en meget
stor S a l og en halv Snes mindre, baade blaa, grønne og „laxerede“,
— ligeledes var der hverken i første eller andet Stokværk nogen
Mangel paa Sale og prægtige Gemakker, — men, som sagt, til
Hoffolkene var der — selv for de fornemste i Rangen — altfor
knap Plads. Og væ rst kneb det med at skaffe Rum for hele det
underordnede Personale. Og saa befalede da Majestæten, at der
„oben u n te r m D a c h e d ie g a n tz e L ä n g e d es H a u s z e s h in
d u r c h “ skulde lægges „ e in F u s z b o d e n " og derpaa indrettes en
Hob Logementer, og at der endvidere p a a H a n e b jæ lk e r n e
skulde anbringes Gulv og Loft til Beboelsesrum! Der maa ikke
liave væ ret behageligt at bo for det paagældende Tjenerskab, —
men foreløbig var dog de værste Mangler afhjulpne.
regnskaberne, var en arkitektonisk Konstruktion, der omsluttede
Pladsen foran Slottets søndre Façade, altsaa Slotsgaarden, og som
satte Hovedbygningen i direkte Forbindelse med det lige foran
Slottets Hovedindgang liggende Porthus, igennem hvilket Ind
kørslen til Slottet fandt Sted. Med andre Ord: Formuren laa paa
samme Plads som de lavere Sidebygninger, der senere opførtes
under Christian den 6te og som nu om slutter Slotsgaarden.
Ligesom Buegangene ved Christiansborg Slot havde Formuren
aabne Gallerier paa den Side, der vendte ind imod Slotsgaarden,
og som et Bevis paa Frederik den 4des Foragt for Penge, naar
det gjaldt hans Nybygninger, kan det noteres, at da Ernst B ran
denburg havde besluttet at forsyne disse Gallerier med „ h ö ltz e r -
n o n S ä u le n u n d e in e m e y s e r n e n G i t t e r w e r c k “, befalede
Kongen istedetfor dette Kniberi a t anbringe Søjler af hugne Sten
og at belægge Gulvene med Marmorfliser. Formuren kostede paa
den Maade en køn Sum af 11,000 Kr. Slotsgaarden var neppe
„Lars M athiesens M inde“ i A llegade, Aar 1911.
O riginalen tillr. F ru L orry
1'
eilberg.
B ygningen, som oprindelig var K avallerbygning, hørende til F rederiksberg Slot, h ar i A ar gennenigaaet en om fattende B estaurering.
Endnu skal vi, hvad Hovedbygningens Ydre angaar, kun til
føje, at hele Slottet, da det endelig stod færdigt, fra øverst til
nederst blev oversmurt med Olie, ikke alene indvendig, men og-
saa „ d a s g a n tz e I la u s z a u s w e n d ig “ — et k arakteristisk Tegn
paa Datidens kunstneriske Raalied og Vansmag. Denne Vandalisme
kostede Hans Majestæt en artig Sum Penge, som sandelig kunde
have væ ret bedre anvendt. I vore Dage forstaar man ikke en
saadan Forsyndelse mod den gode Smag, men, som F. I. Meyer
siger i sin Bog om Frederiksberg Slot: „I hin Dekadancens Tid,
da Barokstilen laa i sine sidste Trækninger, medens Rokokostilen
endnu ikke var født, var saadanne Synder ikke sjeldne. Prinsens
Gaard paa Amager delte i saa Henseende Skæbne med det ny
opførte Slot, og selv Bygningsværker, med hvilke hverken Prinse-
gaarden eller Frederiksberg Slot kunde taale nogen Sammenlig
ning i kunstnerisk Forstand, gik det ikke en Smule bedre. Om
tren t paa samme Tid, i E fteraaret 1705, blev f. Ex. det skønne
R o s e n b o rg S lo t fra øverst til nederst oversmurt med Oliefarve,
og her som dér var Ernst Brandenburg Mesteren for denne ukunst
neriske Frcmgangsmaade. Ogsaa imod Skulpturarbejder, selv mod
nogle af de bedste, vi dengang havde herhjemme, saaledes som
f. Ex. S a m s o n g ru pp en i Rosenborg Have, for man frem paa
lignende barbarisk Vis.“ —
F o rm u r e n , „ d ie V o rm a u e r “, som den kaldes i Bygnings-
saa stor som den nuværende. Den brolagdes og midtvejs rejste
man en Fontaine, der af sin „ b ø s s e - p ib e t H a ls “ slyngede
Vandstraalerne højt tilvejrs.
Grundstenene til Formuren og til P o r t h u s e t , der laa langt
ude mod Syd, hvor nu Landevejen til Roskilde løber forbi Slot
tet, sammenbragtes fra Omegnen og førtes til Stedet paa Ma-
tcrialvogne, medens Porthuset selv opførtes af brændte Sten fra
Aabenraa og andre sønderjyske Teglværker. Baade Ernst B ran
denburg og Tømrermester A b ra h a m L a n g e havde konstrueret
Modeller til Porthuset. Brandenburgs vandt Kongens naadige
Bifald og blev foretrukket. Det var maaske ikke uden Interesse
at erfare, a t saadanne Modeller hørte til i hine Tider, naar en
eller anden Bygning skulde opføres paa Kongehusets Regning, og
de var ofte en ret kostbar Indretning. Som et ek latan t Exempel
fortælles det, at den Model som i 1759 blev forfæ rdiget for at
berolige Frederik den 5te, der begyndte at blive utaalmodig over,
at det trak altfor længe ud med „Marmorkirken“, stod ham i
5000 Daler kurant, hvilket i vore Penge om trent vil svare til
80 000 Kroner! H ertil kom endda det Honorar, Professor P ilo
forlangte (5400 Kr.) for at overmale samme fire Alen høje Model
og yderligere den Betaling, der m aatte gives de Arbejdere, der i
et halvt Aar var beskæ ftiget med at lakere og forgylde den.
Naturligvis blev Porthuset, ligesom S lottet selv, oliomalet fra