11 / 289
NATALIE ZAHLE
Af
EDVARD LEHMANN
D
en, som engang har været under hendes store Blik, glemmer aldrig
disse Øjne. Lyse og aabne, faste og milde, — ikke som skiftende
Udtryk, men alt paa een Gang: Viljen og Kærligheden talte samtidigt
ud af dem.
Der var Tro i dem; derfor lærte man at tro paa hende og paa det,
hun troede paa. »Hvorpaa støtter De Deres Haab om, at Deres Planer
vil lykkes?« spurgte L. N. Hvidt hende, da hun foran sin første Begyn
delse bad om hans Kaution. »I Grunden ene og alene paa min store
Lyst og Trang og Tro paa det, jeg har i Sinde.« »Ja, saa gaar jeg med,«
sagde han, og Papirerne kom i Orden. — Nu staar de begge to i Ør
stedsparken.
Hendes Blik har dengang endnu ikke haft den Myndighed og Magt,
det senere hk. Da blev det, som saa hun tværs igennem Mennesker; —
dengang var det vel snarere saadan, at man kunde se, hvad der boede i
hende. Portrættet fra
27
Aars Alderen, som med Rette er sat foran i
Bogen »N. Zahles Skole« af Henriette Skram, viser os en fintfølende,
yndefuldt bøjet ung Kvinde, snarere forsagt end modig; drømmende,
eftertænksomt skuende fremad mod det Liv, der ligger foran hende. Der
er næsten noget sydlandsk over den mørkhaarede, alvorsfulde Kvinde,
hvad man mindst skulde tro, naar man blot kendte hendes Fysiognomi
fra de senere Aar.
I dette var rolig Fasthed og afklaret Kraft det herskende Præg. Por
trættet fra
40
Aarenes Slutning er maalbevidst Energi. En hærdet, nor
disk Kvinde. Blikket er sikkert, Munden sluttet; Ansigtet virker stort og
bydende. Det er Kampens og Sejrens Tid. Senere breder sig Mildhed
og Glæde over Udtrykket; den Harmoni, der bestandig havde adlet
hendes Væsen, aabenbarer sig tydeligere og taler gennem den Værdig
hed, hvori Damen og Kvinden forenede sig uløseligt hos hende.