13 / 289
NATALIE ZAHLE
gammel og ny Præstetid. Jagtlysten, trods nogen Blicher’sk Landsby
præst, var han nær kommen i Fortræd engang, fordi han fik Ram paa
en Hare, just som Gudstjenesten skulde begynde, og i grøn Jægerfrakke
med blanke Knapper red han til Herregaardsjagter. Men Digter var han
ogsaa og var blevet prisbelønnet for et Digt til Lutherfesten. Hans kønne
Vers røber dog ikke nogen dybere Indflydelse fra Tidens store poetiske
Opsving, men minder snarere om den samtidige Præstedigter Boye. Mu
ligt har hans præstelige Virksomhed været i samme Stil; Datteren »ved
ikke, om han var Præst i vor Tids Forstand.« Mod Slutningen af sit Liv
kaldtes han til Slotspræst i København, men virkede kun ganske kort i
dette Kald. Han døde i
1 8 3 7
,
Par Maaneder efter, at hans Hustru
var gaaet bort.
Den lille Pige stod nu,
10
Aar gammel, forældreløs i Verden — hen
des Broder gik paa Herlufsholm, og hun selv kom da i Huset hos venlige
gamle Bedsteforældre, som boede i København. Det blev tre fredlyste
Barneaar, som hun mindedes med Taknemlighed. Sin Skolegang hk hun
i »Døtreskolen«. Det var en for den Tid god Pigeskole, hvor hun fra før
ste Begyndelse lærte Tysk og Fransk paa een Gang, — en Metode, som
Natalie Zahle hurtigst muligt hk afskaffet i sin egen Skole. Efter Bedste
moderens Død
1839
blev hun sat i Huset hos Professor Eschricht, et af
Hovedstadens ansete Hjem, — men for hende intet Hjem. Den tysk
talende Husfrue, en i og for sig betydelig Dame, opdrog Barnet efter
tysk Metode, med strenge Principper og krænkende Haardhed, men op-
naaede kun at gøre hende »tavs og utilgængelig, tung og frygtsom, stun
dom sløv;« saaledes gik hun blandt dem »som en fremmed og viste ofte
Bitterhed og Trods, hvor de havde ventet Hengivenhed og Taknem
lighed.«
Hun, som var vant fra sit Hjem til at opdrages uden at mærke Op
dragelse! Var det en Prøvelse, som var udset til hende, for at hun skulde
indse Modsætningen og blive en Nedbryder af den gamle Opdragelses
kolde og falske Principper? Skulde hun hærdes til haardere Kampe?
Skulde hun lære det, hun lærte deraf: at vinde den, der havde kuet hende,
at glemme Bitterheden og byde Venskab i Steden? Kort før sin Død
skrev den gamle Frue til hende: »Hvor lykkeligt, om jeg kunde hytte
ind til dig, hnde Ro og Hvile i din Bolig og dø der; det vilde være saare
velgørende.«
Landlige Ophold blev atter hendes Lykke — og nu hendes Lise