12 / 289
10
EDV. LEHMANN
Hun vilde i alt det menneskelige, — det menneskelige var Magten og
Skønheden i hende selv.
Hun fødtes i et landligt Præstehjem. Det var i Assens Præstegaard ved
Horsens, og hendes Talesprog blev grundlagt med jysk Tonefald. Barn
dommens Erindringer er dog først knyttede til Hvedstrup ved Roskilde,
hvorhen Faderen nogle faa Aar senere forflyttedes. I Gaard og Have,
Mark og Vang kunde den kække lille Pige, der satte sin Ære i ikke at
staa tilbage for Drengene, tumle sig med sin Broder og de andre Børn.
Hun lever blandt Gaardens trofaste Folk, blandt Husdyr og Blomster,
Frugt og Sæd, omgivet af Naturens Gaver og Menneskers naturlige
Liv og Virken. Hun havde samme frugtbare Glæde af dette Barneliv
som andre Præstegaardsbørn; men Hjemmet var ikke den umiddelbare,
smilende Lykke som den, man er vant til at tænke sig paa disse Steder
i de gamle, gode Tider.
Det var et alvorsmærket, sorgprøvet Hjem: »Kun een Gang har jeg
set min Moder uden Krykke.« Hun havde sat sin Førlighed til ved Na-
talies Fødsel og blev sit Liv igennem et Menneske, der led mange Smer
ter og altid maatte hjælpes. Hun bar sit Kors, og alle bar det med hende.
Hengiven Gudsfrygt gjorde hende stærk og mild, »stille og dulmende«,
og Lykken var Smil gennem Taarer, hos hende som hos Mand og Børn.
Det var den Alvor, som tidligt lærte Barnet, at Velsignelse er mere end
Lykke, — eller den sande Lykke. »Det var dette inderlige Samliv, der
omgav os med en Atmosfære af øm og lykkelig Kærlighed, som gjorde
vort Barndomshjem til et Paradis, og som har staaet for mig som mit
skønneste Sjæleeje i Tiden derefter.«
Saa lidende Moderen var, beholdt hun dog sin Virkekraft, og hendes
stærke Karakter holdt den oppe til det sidste. Hun styrede Hus og
Gaard med sikker Haand fra sin Sygestol. Alt var i Orden, og alle i
Arbejde; intet fattedes og alting gjordes. Det er vel efter hende, Datteren
havde det. Men hun fik mere af hende end dette: Hun lærte den sande
Opdragelsens Kunst. »Naar hun sad paa sin Plads, rede til at tage imod
os i Sorg og Glæde, Taarer og Jubel, beredt til at høre om alle vore Op
levelser i Have, Mark, Stald og Lade, og altid retvendende os paa saa
stille og fin en Maade, mærkede vi aldrig til noget, der hed Opdragelse,
men gik dog altid opdragne bort igen.«
Faderen, Sofus Zahle, var aabenbart en Overgangsskikkelse mellem