18 / 289
i
6
EDV. LEHMANN
var livfuld, ja ildfuld, og han interesserede Børnene og gjorde Faget
gældende for dem, baade Modersmaalet selv og den hjemlige Litteratur.
Den kloge Bestyrerinde forstod at skatte alle slige Kræfter; men hun
forstod ogsaa at drage den udmærkede Fagdygtighed til sig, hvor dette
krævedes. Naturfagene fik hos hende saa dygtige Repræsentanter som
Botanikeren Vaupell og Anatomen Knud Valløe, der tog Zoologien op;
Geografen Løffier, som tjente sine Sporer just paa denne Skoles Lære
stole, førend han besteg Universitetets. Kommer nu dertil en saa kraftig
og veltalende Historielærer som Jens Nørregaard, den senere Højskole
mand, og saa fine Fortolkere af Litteraturen som Digterne Christian
Richardt, Gotfred Rode og Topsøe, og hører man endelig, at Henrik
Rung var Skolens Syngemester, saa har man her, allerede gennem disse
Navne, et Billede af det Kræfternes Spil, som drev dette Skoleliv op til
dets første Højde. Men den egentlige Stab, ja selve Organismen, ud
gjordes dog af Lærerinderne; Lærerne var efter Sagens Natur mindre
fast knyttede til Skolen og jo i Reglen blot for en Tid af deres Liv.
Som
Lærer
havde Natalie Zahle den Fordel — hvad hun selv ansaa
for en Mangel — at være utilstrækkeligt oplært i sin tidlige Ungdom.
Hun blev derved tvungen til selv at erhverve sig nødvendig Kundskab
og finde sine egne Veje. Thi hvad der gælder for Jævnmaalet af en Lærer
stand, at en omhyggelig Oplæring og Indøvelse er den uundværlige Be
tingelse for en heldig Undervisning, det gælder ikke for den banebry
dende Natur. Den ægges snarere af de Mangler, den føler ved sine For
udsætninger; den tvinges til større Selvstændighed og til Brud med den
herskende Tradition. Fra Klagen over sit eget til Kritikken over de andre
— alle de store Pædagoger har maattet træde denne Smertens Vej, fra
Gomenius til Rousseau, Pestalozzi og Grundtvig.
Disse første Lærerindeaar, hvor den unge Natalie hemmeligt maatte
lære sine Lektier om Aftenen, førend hun kunde undervise i dem om
Morgenen, grundlagde den Forberedelsens Alvor i hende, som hun be
varede til det sidste. Hun erfarede derunder, at til en virkelig levende
Undervisning hører en bestandigt fornyet Sagkundskab, en stadig For
dybelse i Emnet. Hun adskilte sig derved heldigt fra den lærde Fag
lærerstand, som gennem en langvarig og yderst møjsommelig Universi
tetsuddannelse er blevet saa overudrustede med Kundskab, at de be
tragter sig som forsynede for Livstid; men hun hævede sig endnu højere