24 / 289
2 2
EDV. LEHMANN
Først og fremmest var Frøken Zahles Ordenssans hendes egen Kraft
regulator. Den har tidligt organiseret hendes Nerver og givet hende det
Flerredømme over sig selv, som ikke blot kan vindes ved en sund Natur
og lykkelige Anlæg. Hun var en gennemtrænet Arbejdskraft; derfor gik
det ogsaa uden Anstrengelse og Ængstelse. Efter fuldendt Skolegerning
kunde hun arbejde i sit Bibliotek til ud paa Natten, endnu i de senere
Aar, og dog være lige frisk næste Morgen. Hun krævede denne Orden
hos andre og lagde den til Grund for alle sine Institutter. Skoleordenen
skulde gaa som velsmurt Maskine, uden Skuren eller Stampen. Den hk
Selvfølgelighedens Præg; Institutionen selv var disciplineret, — den ene
ste, sande Maade at opretholde en Disciplin.
Men hun nøjedes ikke med Disciplin hos Børnene. Hun satte Pris paa
— ikke blot nødvendig Renlighed hos dem, men ogsaa paa en vis Net
hed i Optræden og Manerer, som altid er klædelig for Pigebørn. Mine
Søstre har fortalt mig, at hun ofte gik rundt og talte med Eleverne i Fri
kvarteret, medens de spiste deres Skolemad, for at agte paa, om de
kunde spise og tale paa een Gang paa sømmelig Maade; eller hun lod
dem lugte til Blomster, hun havde faaet i Haanden, for at se, om de
ogsaa gjorde dette tækkeligt. Hendes eget nydelige og naturlige Væsen
var da ogsaa det bedste Forbillede, de bestandigt kunde have for Øje,
i ydre, som i større Ting.
Men bag alt, hvad der hed Orden og Disciplin, stod hun dog selv
som det, hun ønskede at være: en aandelig Moder for Børnene. Alle
rede i det første Udkast til en Skoleordning, som hun gjorde ved sin
Institutbestyrerindeeksamen, har hun tegnet dette sit Ideal. Thi just
som hun her har fremhævet den punktligste Akkuratesse som en uafvise
lig Betingelse for Skolelivet, tilføjer hun: »Men denne Orden maa ikke
blive Barnet en gruelig Tvang, idet det bevogtes af en kold, uforsonlig
Strenghed, — nej Kærligheden maa lette, maa ligesom bære Barnets
Arbejde; en vis, glad Munterhed maa gennemstrømme det hele. Men
for at udføre dette behøves der en Personlighed, der forener en rolig
Sikkerhed med et klart Overblik; der forstaar, naar hun skal aftørre
Barnets Taarer med lægende Ømhed; naar hun skal afvise dem som
utidige og uberettigede.« »Til hende,« siger hun sammesteds, »skal
Barnet ty med sin Sorg, sin Smerte, sin Klage, sine Spørgsmaal, sine
egne smaa Betragtninger, og hun maa vide at modtage det med den
Varme, der trøster Barnesjælen saa usigeligt, berigtige dets fejlagtige An