27 / 289
NATALIE ZAHLE
25
Tilfældet, idet hun værger sin Lærer mod det uretmæssige i Angrebet
og — uden at undskylde hans Færd — gør denne mere forstaaelig ved
hans Ukendskab med den unge Piges ejendommelige Væsen, som nu i
Brevet underkastes en Analyse, der vidner om fin og overlegen Sjæle
kundskab (i Ekstase) fremgaaet af Samraad med Klassens Tilsynsha
vende :
»De, der have med Deres Pigebørn at gøre, anerkende alle den natur
lige Aabenhed og Sandhedstrang, der er over dem, og den umiskendelige
Omsorg, hvormed de er opdragne, og der tales med Sympathi om disse
Smaapigers lige frejdige og venlige Væsen i Almindelighed. Men ved
Siden deraf menes det, at netop denne Frihed og Frejdighed i Tale og
Væsen kan lade dem vise en Ligegyldighed overfor »Ordrer, som de
ikke forstaar«, og som kan give dem Udseende af noget trodsigt eller uvil
ligt lige overfor den, der ikke kender dem. Et saadant Udslag kunde
man finde i Deres Datters Færd forleden Dag«
og det omtales nu,
hvorledes denne kan have irriteret Læreren til beklagelig Heftighed.
Dog blev vel Hjemmene efterhaanden Frøken Zahles største Byrde.
Man mærker det paa hendes senere Breve, at hun mister Kontakten, —
ikke blot fordi Skolen bliver saa meget større, men fordi København er
blevet en anden By, end den var i
50
-erne og
60
-erne, da en temmelig
ensartet Hjemmekultur raadede i det højere Borgerskab, som afgav Sko
lens væsentlige Klientel. Denne Fællesaand — til hvilken ogsaa hørte
fælles religiøse Forudsætninger — bestod ikke mere, og dette svækkede
Fællesskabet med Skolen. I de senere Aar synes Frøken Zahle at have
følt sig mere hjemme i Seminariet, som altid havde staaet hendes Hjerte
meget nær, og hvor hun stedse kunde bygge paa de medbragte Forud
sætninger, navnlig i religiøs Henseende, men ogsaa paa en moralsk Hold
ning og en traditionel Hjemmeopdragelse, der stod hendes egne Ud
gangspunkter nærmere.
Som Forholdet til Eleverne byggedes op indenfra ved, indenfor den
givne Skoleorden, at henvende sig til Samvittighed og Æresfølelse, saa-
ledes voksede ogsaa Lærerkræfterne sammen til en Organisme ved at
overlades til eget Initiativ, hvor noget saadant — hvad helst var set —
rørte sig i dem. »Frøken Zahle,« siger Henriette Skram i sin Mindeartikel
(»Vor Ungdom«
1 9 1 3
), »var alt for virkelig stor Pædagog til nogen Sinde
at sværge til en Metode; men eet var hun klar over, og det var: Naar