22 / 289
2 0
EDV. LEHMANN
Udtryk for det, hun vilde sige, skønt hun talte fuldkommen naturligt.
Men hun blev ofte, ligesom drevet af en indre Magt, tvungen ind paa
det Emne, der opfyldte hende selv, og derfor kunde det hænde, at man
havnede saare langt fra det, man var kommen for at tale om, at man
blot maatte lytte, skønt intet kunde være hende mere fremmed end det
docerende og Lysten til at høre sig selv tale.«
Hjælpemidlet i Barnets Haand blev under Danskundervisningen længe
Hammerichs »Danske Læsestykker«, der særligt maatte tiltale hende ved
sin historisk-nationale Karakter og sit litteraturhistoriske Anlæg. Aaben-
bart er den blevet grundigt brugt med en hel Del Krav til Børnene, —
hun skal engang have udtalt, at enten maatte Børnene komme til at elske
eller hade denne Bog.
Den egentlige Aktivitet fra Børnenes Side kom dog naturligt i dette
Fag til at ligge paa den danske Stil. Om denne udtalte Frøken Zahle
sig smukt i en Artikel, (»Bog og Naal«
1 9 0 1
) hvor hun særlig skildrer sin
Undervisning i de
3
Skoleaar fra
1 2— 1 5
(»mine personlige Yndlings-
undervisningsaar«) og beretter enkelte Episoder fra sine egne Oplevelser,
som har Interesse som Karakteristik. »I min grønne Ungdom,« skriver
hun, »havde jeg i en Vidnesbyrdbog nok saa flot og selvsikker skrevet
om et Barn: »Hun har meget svært ved at udtrykke sig, saavel mundtligt
som skriftligt.« En Tid efter kom Moderen venlig op til mig og talte om
sit Barns Vidnesbyrd i Almindelighed og mit i Særdeleshed. »De tager
fejl med Hensyn til hendes Evne til at udtrykke sig mundtligt,« sagde
Moderen. »De skulde høre, hvordan hun kan fortælle Kokkepigen, hvad
De har fortalt eller hvad hun ellers har lært, medens denne vasker op.
Og De skulde høre, hvor Kokkepigen kan fortælle igen.« Jeg sad som
fastnaglet i Forbavselse og Eftertanke. En anden Gang viste en Moder
mig et Brev, som et Barn havde skrevet til sin Fader, der var paa Rejse,
et Barn, der netop blev udpeget som fattig paa Tanker og uden Lyst til
at gøre sig Umage med sin Stil. Brevet var yderst fornøjeligt, men noget
springende og med en Del Stavefejl. Man havde paa Skolen øjensynligt
gjort for meget ud af begge Dele ved Stilen og derved betaget Barnet sin
Frimodighed. Disse og lignende Tildragelser blev mig Tugtemestre til
den
Varsomhed
, hvormed det gælder at omgaas Børn, særlig i denne Alder,
naar det angaar »mundtlig eller skriftlig Meddelelse« . . . Det gælder at
vente.
En Mund, der længe har været lukket, kan pludselig, ligesom ved
et Trylleslag, blive veltalende. Nu er Tiden der. En Pen, der har været