25 / 289
NATALIE ZAHLE
2 3
skueiser med den rolige Taalmodighed, der alene overbeviser og indgy
der Tillid.«
Hun forstod i Skolens daglige Liv at virkeliggøre dette, og vel at
mærke: uden Sentimentalitet, ofte skæmtefuldt. Hendes Mildhed var
præget af Fasthed og Ro og af den Værdighed, som hendes i Virkelig
heden tilbageholdende Natur gav hende. Dog kunde den strenge Alvor,
der laa til Grund for det hele, lede hende til en moraliserende Iver, som
tog for tungt paa Tingene og derved skød over Maalet. Thi det var ved
aandelige Midler, ved personlig Paavirkning, hun i alle vanskelige Til
fælde søgte at retlede Barnet, og den store Autoritet, hun havde over
dem, gav denne megen Vægt. Hun nøjedes mindst af alt med at under
vise; hun vilde opdrage: gennem Undervisningen, gennem Skolelivet,
gennem Samlivet.
Det maa nemlig ved al hendes Skolegerning betænkes, at hun fra før
ste Færd havde tænkt sig den som et Samliv. Det var ikke Barneskolen,
men Lærerindeuddannelsen, hun oprindeligt stilede efter, og denne vilde
hun helst have gennemført som et fuldt Ophold af hjemlig Art. Da det
i Stedet for til en Begyndelse blev til Skole, forenede hun hurtigt denne
med et Pensionat, et Skolehjem for unge Piger, der tillige fik Undervis
ning hos hende, og dette beholdt hun, saalænge det overhovedet var
muligt, som en temmelig stor Afdeling ogsaa i det nye Skolehus. Her
kunde Hjemligheden raade; hun skabte et Familjeliv i gode, gammel
dags Former for dem, der paa denne Maade tyede til hende, deriblandt
for de mange norske unge Piger, der i Aarenes Løb gennem hende fik
en fast og for begge Parter betydningsfuld Tilknytning til Danmark.
Hvor hun ikke selv kunde byde et Hjem for Børnene, vilde hun i hvert
Fald gøre Forbindelsen mellem deres Hjem og Skolen saa inderlig som
muligt. I alle sine oprindelige Ordninger sigtede hun paa dette; men
saa megen Glæde hun havde deraf, saalænge det lykkedes, saa mange
Skuffelser beredte det hende dog efterhaanden. Jo større en Skole bliver,
og jo videre Kredse den ogsaa socialt kommer til at omspænde, jo van
skeligere kan et saadant personligt Samarbejde opretholdes. Skolepro
grammerne fra den ældre Tid, særligt i
60
erne, bærer Vidne derom.
Saaledes er der et stedse stigende Besvær med at holde Hjemmene under
rettede om Barnets Flid og Evner. Karaktergivningen indskrænkes,
burde helst helt erstattes af Vidnesbyrd; men ogsaa disse viser sig util
strækkelige. I Programmet af
1868
bekender Frøken Zahle: »Det var i