20 / 289
i
8
EDV. LEHMANN
Hun var rodfæstet i gammel Gudsfrygt — Præstegaardens Arv — og
hendes Religiøsitet havde en bred Menneskevenlighed over sig. Man
har sin Kristentro for at bruge den til noget og til Gavn for andre; den
er et Talent, som ikke skal graves i Jorden, men forrentes i daglig Virke
lighed. Saa vil alting lykkes, og man vil blive lykkelig. Men det skal være
Alvor, og det koster. Under en Eksamination skyder hun pludselig ind:
»Og ved du saa, hvad Paulus
ellers
siger til Timotheus? Han siger: Der
for, lid du ondt som en god Kristi Stridsmand.«
Hun mødtes med det
grundtvigske Livssyn i Kravet om det menneskeliges Ret i det kristelige,
men ikke i dets lyriske Optimisme og letvundne Friheder. At Walter
Scotts »Heart of Midlothian« (»Fængselet i Edinburgh«), Puritanismens
Yndlingsbog, var hende saa kær, at hun maatte gennemgaa den udfør
ligt for Eleverne, betegner Sindets Retning. Ogsaa den franske refor
merte Kristendom med dens ejendommelige Forening af kristelig Alvor
og fin Humanisme gjorde dybt Indtryk paa hende, da hun undei sit
første Ophold i Paris færdedes i den Monod’ske Kreds. »Jeg tror aldiig,
jeg har levet saa fromt som i de Dage,« sagde hun engang.
Frøken Zahle underviste gerne, navnlig i yngre Aar, i forskellige Fag
og var teknisk interesseret i dem alle, enten det var Skrivning eller Geo
grafi. I Skrivning forvandlede hun det mekaniske Jaskeri eller Slid til en
Opgave, der krævede Tænkning og Opmærksomhed og skabte Arbejds
glæde. Ved Geografi i Smaaklasserne afskaffer hun Lærebogen og for
tæller om Egne, hun har besøgt, om Norge, hvor hun elskede at rejse,
om Sæter, Fjeld og Fjord, Tømmerflødning, Karriolkørsel, Multebær og
Rømmegrød. (H. Skram: Frøken Zahle som ung Lærerinde, »Vor Ung
dom«
1 9 1 3
).
Men sit egentlige Undervisningsfelt havde hun fundet i Modersmaalet.
Alle Vidnesbyrd forener sig om at fremhæve hendes Betydning paa dette
Omraade, det lykkelige Greb, hun havde paa at gøre Emnet paa een
Gang sagligt og personligt. Blandt disse Lovord er der særlig Grund til at
fremhæve, hvad tidligere Elever, som har indlagt sig stoi F
01
tjeneste al
Modersmaalets Røgt og Studium, udtaler om denne deres Ungdoms
Undervisning. »Hun var en Dansklærer uden Lige,« sigei Fiøken Ida
Falbe-Hansen, »det sander enhver, som har været hendes Elev. Jeg føler
Trang til at aflægge det Vidnesbyrd, at har jeg udrettet noget ved min
Undervisning, da skyldes det hende.« (»Bog og Naal« Jan.
1 9 1 4
). Og
Fru Lis Jacobsen har i sin Skildring af Undervisningen givet følgende