23 / 289
NATALIE ZAHLE
21
kejtet, dum, kan pludselig blive væver og flink. Der er gaaet noget op
for den lille . . . Men ogsaa her gælder det om den største Varsomhed.
Ingen utidig Paaskynden, intet utidigt Pilleri. Det gælder om Sjælens
stille Vækst i Fred. Fra hin Lektion om »Barnet med Kokkepigen« er jeg
kommen til at se opmærksommere end før paa Børnenes Holdning og
Øjne under Fortællinger. Jeg er kommen til at forstaa det »lyttende« Øje,
der trængte til større Fylde for Hjertet, før Læben kunde tale, forstaa
det stille, spørgende og undrende Blik, der maatte have Tid for at komme
paa det rene med sig selv.« »Døm med usigelig Varsomhed alt, hvad
der af blødt og fint er kommet til Syne, som, Barnet uafvidende, er
kommet ind i Stilen. Men vis forsigtig tilbage, hvad der synes at ville
»blære sig«, »vise sig«,
gøre
sig rørende. Her gælder det!«
Det er ikke Skolelæreren, det er Moderen, der sidder her med sine
Børn, — og af hende vokser Lærerinden frem. Træffende siger hun ogsaa
paa det samme Sted, at alt saadant bedre gøres i »Privatundervisning«
end i Skolen.
Et Lærertalent af denne Art og Rang kan ogsaa findes andre Steder
i Verden, men sjældent har det været saa harmonisk forbundet med Sty
relsens Naadegave som hos Natalie Zahle. Hun var født med denne
Evne, eller hun tog den i Arv fra det Fædrenehjem, hvor Orden var
Arbejdets Løftestang, og alt blev umærkeligt retvendt ved en Kvindes
stille Haand. Sagligt og personligt ogsaa her, som det blev det i den store
Skole. Alting indenfra og dog sikkert og nemt realiseret i det ydre.
Grundlaget var den faste Ordenssans, som Frøken Zahle skattede saa
højt, at hun helst havde sat den ved Siden af Kærligheden som sin Sko
les Løsen. Den fulgte hende selv i smaat og stort, hvad alle hendes Bio
grafer ved at fortælle om; den gav hende den Evne til at lægge alting til
Rette og holde Styr paa det hele, uden hvilken hendes vidtforgrenede
Virksomhed var blevet et Vildkrat, og dens fremadskridende Vækst havde
været umulig. Som en Bekræftelse paa, hvad Filosoffen Lotze betragter
som en af de faa sikre Forskelle mellem Mands og Kvindes Anlæg: at
Kvinden har Orden i Rummet, Manden i Tiden, havde Frøken Zahle
en ret følelig Svaghed paa det sidste Punkt. Hun kom ofte for sent til
Timerne og holdt endnu mindre op paa Slaget, — men Tietgen kom
ogsaa altid for sent; saa det er vel snarere en Frihed, de store Admini
stratorer undertiden tager sig, naar de har lidt for meget at bestille.