26 / 289
2 4
EDV. LEHMANN
min ungdommelige Begyndertid, at jeg undfangede Tanken om disse
Vidnesbyrd. Jeg tænkte mig, at de skulde bidrage til et fyldigere Sam
liv og Samvirken mellem Skole og Hjem. Jeg tænkte mig, at Skolens Ud
talelse af sin Opfattelse af Barnet skulde have en lignende til Følge fra
Hjemmets Side i en Samtale, og at disse gensidige Udtalelser atter kunde
virke heldbringende for Skolens og Hjemmets fælles Arbejde for Bar
nets Uddannelse. Men alt dette har ikke vist sig at være Følgen i den
Grad, som jeg havde haabet og ønsket, — og det er vist ganske natur
ligt. Jeg har uden Tvivl i ungdommelig Iver ventet for store Resultater.«
Ogsaa Eksamenerne havde Frøken Zahle tænkt sig som en saadan Til
knytning, og de blev i Virkeligheden ogsaa festlige Stunder for Skolens
Venner blandt Forældrene. Men helst havde den frisindede Bestyrerinde
ogsaa tænkt sig, at disse Overhøringer skulde vige for en mere personlig
Medfølgen fra Forældrenes Side. Hvad kunde vel være skønnere end at
disse, naar de havde Lyst dertil eller fandt det fornødent, aflagde Besøg
i Skolen og overværede Undervisningen? Havde man bare Lokaler, store
nok til dette! Det var oprindeligt et Led i Ønskemaalet om egne, bedre
Lokaliteter, at der skulde blive Plads til noget saadant.
Som Frøken Zahle saaledes kunde være yderst imødekommende i alt
Samraad med Hjemmene — og utallige er sikkert de Samtaler, som i
hendes Kontor er blevet ført med Mødrene om Børnenes Ve og Vel —
kunde hun dog udvise stor Fasthed over for Forældrene, hvor det gjaldt
at hævde Skolens Ret og Krav paa den pædagogiske Behandling. Et
Brev til en Fader, en Overretssagfører, er i den Henseende oplysende.
Datteren har ved en uagtsom Bevægelse slaaet en Hængelampe i Styk
ker, hvorfor der kræves Erstatning, hvad Faderen aabenbart viser sig
uvillig til. Med den smukkeste Værdighed fastholder Bestyrerinden dog
sin Fordring, — mindre af økonomiske end af pædagogiske Grunde. »Det
er meget lettere,« skriver hun, »at lade en slig Ting passere og udrede
den dermed forbundne, ringe Udgift. Men jeg er i Tidernes Løb kommet
til det Resultat, at denne Foranstaltning baader Børnene bedst. Det gør
dem forsigtigere, tæmmer Kaadhed og modarbejder Ligegyldighed over
for saadanne Omkostninger . . . . Skulde Hr. Overretssagføreren have
Bemærkninger mod denne Ordning at gøre, skulle de blive modtagne,
ej alene med Velvilje, men med Tak.« — Ogsaa i et Tilfælde, hvor en
Lærer har udvist Heftighed mod en højtstaaende Mands Datter og har
modtaget dennes Klage, optræder hun som den besindige Dommer over