32 / 289
30
EDV. LEHMANN
til, og hun begrænser dens Indflydelse til en opmuntrende og ved sin
Storhed løftende Kraft, der hjalp hende til med bedre Mod og i større
Stil at søge sine Idealer virkeliggjorte. Hvor det Grundtvigske metodisk
gaar ud over hendes eget, føler hun sig snarest frastødt deraf; og alt, hvad
der kan kaldes Friskolemanerer, er ikke blot hendes grundige og ordent
lige Arbejdsnatur imod, men er omtrent det modsatte af, hvad hendes
selvprøvede Pædagogik gik ud paa. Den hører hjemme i en ældre, for
standigere Tid.
Men efter sit Indhold og sin Retning bliver den Grundtvigske Aand
hende en romantisk Frigørelse. Den løser og iværksætter Kræfter, der
slumrede i hende, men som ikke forhen var hende fuldt bevidste, idet
den indstiller hende paa det historisk-nationale, og i Enhed hermed det
religiøse, som hendes naturlige Anlæg maatte henvise hende til. Her
havde hun sin Begavelse; var Evnerne gaaet i naturvidenskabelig Ret
ning, vilde de utvivlsomt være blevet vakte under hendes Ophold i Pro
fessor Eschrichts Hus eller under senere Samkvem med ham. Thi denne
var ikke blot en af Tidens betydelige Fysiologer, men tillige levende in
teresseret i at udbrede Kendskab til sin Videnskab og andre Naturviden
skaber, hvorom hans folkelige Foredrag vidner. Frøken Zahle indrøm
mer villigt, at dette Bekendtskab gjorde hende opmærksom paa Natur
fagenes Vigtighed, og naar hun senere traadte saa aabent i Skranken for
Fysiologien som kvindeligt Skolefag, kan hun vel takke Eschricht for de
første Impulser dertil. Men noget afgørende blev dette ikke for hende.
Hvor hun skal bestemme Skolelivets aandelige Indhold og egentlige
Kundskaber, er det bestandig det historisk-poetiske paa national og re
ligiøs Baggrund, hun fremhæver. Hun tilhører med andre Ord Roman
tikkens Kultur, og det er kun i den, hun af fuldt Hjerte og med alle sine
Evner kan virke. De skønne Virkemidler, denne Kultur rakte hende, den
danske Guldalderlitteratur, Sagafortællingens Fornyelse, Psalmedigt-
ningen og den historiske Belysning af Kristendommens Liv — alt dette
besjælede det levende Ord, som hun selv havde fundet Vejen til. Men
metodisk lod hun sig ikke lokke; sin Orden og Grundighed fraveg hun
aldrig. Naar hun lagde Planer, var det, for at de skulde kunne gennem
føres ; lærte hun Børnene noget, var det, for at de skulde lære noget deraf.
Denne Fasthed i Anlæg og Gennemførelse gav hende den overlegne
Sikkerhed i den pædagogiske Debat, som man f. Eks. kan iagttage i hen
des Bog »Om Kvindens Uddannelse her i Landet,« hvor hun lige saa be