29 / 289
NATALIE ZAHLE
27
Og tror De, at jeg i de første Aar, som jeg vilde sætte mig selv som
Prøveaar, kunde virke til Skade for mine Elever? Og hvis Deres Svar
nu bliver en Opmuntring til Forsøget: Tør jeg da haabe, at De af Inter
esse for Skolen og Venskab for dennes unge Bestyrerinde vil tillade mig
at søge Oplysning og Vejledning hos Dem?«
Man mærker, at hun er vokset op i en Tid, da Kvinden agtedes ringe
som Arbejder. Og i Virkeligheden blev der her en Achilleshæl tilbage,
en vis Forsagthed, hvor det kom an paa at sætte det kvindelige Syns
punkt igennem over for mandlig Autoritet og gældende Institutioner.
Desbedre samlede hun de kvindelige Arbejdskræfter under sig, og den
Frihed, hun tilstod dem, var ikke blot faglig og metodisk. Hun behøvede
deres Selvstændighed som et nødvendigt Fed i Organismen; thi det var
snart blevet hende klart, at om Skolen under sin Vækst til et større Insti
tut skulde bevare sin personlige Karakter, maatte Færerinderne faa deres
Part i Fedelsen og de dertil mest egnede virke som en Slags Bestyrerinder
af de enkelte Hold Børn. Paa denne Tanke om
Klassemoderen
blev den
større Skole anlagt, og derved bevarede den stedse Præget af den mindre
Skole, som stedse kan gennemtrænges af en ledende Personlighed. Man
har med Rette lignet dette Skolestyre med en føderativ Republik, og
endnu mere antog Skolen denne Karakter, da den flyttedes over i den
nye Skolebygning ved Nørrevold, hvor den nødvendigvis maatte ordnes
som et System af relativt selvstændige Afdelinger.
Saa banebrydende Natalie Zahle var i den danske Pigeskole, var hun
dog ikke nyskabende i den Forstand, at hun overhovedet indvarslede en
ny Pædagogik. Hun er ingen Rousseau eller Pestalozzi, snarere at ligne
med en Salzmann, den varmt følende Skolemand, der med Begejstring
opfatter og med Talent omsætter frugtbare pædagogiske Ideer. Just i
den Aand, som Salzmanns Navn betegner, synes hun umærkeligt at
have haft sine Rødder. Der er i hendes første Udkast til en Skoleordning
noget, der minder om det bedste i det
18
de Aarhundredes Pædagogik.
Hun saar i en Jordbund, der er forberedt af Filantropisternes redelige
Menneskelighed, moraliserende Velvilje og omhyggelige Oplæring —
paa een Gang med ideale Formaal og borgerlig Velfærd for Øje.
Men navnlig tænker man — og det gennem det hele Skoleanlæg —
paa Pestalozzi. Ikke just paa hans Metodik, som ved den Tid begyndte
at tabe sig, men paa den menneskelige Grund, han lagde for sin velsig