33 / 289
NATALIE ZAHLE
31
stemt afviser en fordringsfuld Radikalismes ubillige Kritik som en flag
rende Grundtvigianismes upraktikable Idéer.
Paa to Punkter kan det dog siges, at hun umiddelbart søgte at virke
liggøre Grundtvigske Skoletanker. Det ene var ved Oprettelsen af de
saakaldte »danske Klasser«, en Skoleafdeling, baseret paa Modersmaal
og Historie, og af fremmede Sprog udelukkende — og først mod Slut
ningen — Fransk. Forslaget herom fremsattes i Programmet
1867
, og det
realiseredes i en kort Aarrække, indtil
1876
. Det var altsaa en Undervis
ning i fuld romantisk Stil, men tillige et Forsøg paa at aflaste Skolebar
nets Byrde ved saa meget som muligt at se bort fra de fremmede Sprog
og af disse da kun beholde et »Forstanden skærpende Sprog«, — under
den daværende Tids Forhold naturligvis hellere Fransk end Tysk.
Overfor Fremmedsprogenes Plads i Pigeskolen havde Frøken Zahle
altid holdt stærkt igen — man betænke, hvordan de ved hendes Begyn
dertid oversvømmede Institutterne uden i mindste Maade at frugtbargøre
Undervisningen. Allerede i sin første Skoleplan (fra Institutbestyrerinde
eksamen) udtaler hun, at »det var at ønske, at den Tid ikke var fjern,
da en kvindelig Dannelsesanstalt mindre bedømtes efter dens Elevers
Færdighed i fremmede Sprog end efter den Kundskab, de have til Mo-
dersmaalet.« Men i Programmet
1863
tager hun Bladet fra Munden og
underkaster den i Pigeskolerne herskende Sprogundervisning den skar
pest mulige Kritik.« Der er kun faa Lande, hvis kvindelige Barndom i den
Grad lider under Trykket af fremmede Sprogs Tilegnelse, som vort, og
hvor man indgiver Børnene disse i en saa tidlig Alder, at al Sprogfølelse
staar Fare for at forkvakles. Thi maa man dog ikke kalde det et saare,
saare ringe Udbytte af al den Tid og alt det Plageri, der i
9
å
10
af Bar
nets bedste Aar er anvendt herpaa, naar den unge Pige efter endt Ud
dannelse, i det mindste fra Skolens Haand, ej alene ikke er kommet til
det saa ivrigt attraaede Maal: at
tale
de fremmede Sprog, men endog i
Almindelighed maa siges at være uden
synderlig Interesse
for Sproget eller
dets Litteratur, som hun langt hellere for Nemheds Skyld læser i mer
eller mindre daarlige Oversættelser.« Det ligger derfor nær at »ønske
disse Timer af i det mindste tvivlsom Betydning ombyttede med saa-
danne, der ved Meddelelsen af noget historisk eller poetisk have Værdi
i sig selv
og ere i Stand til at tiltrække Børnene ved et
Indhold
, der ikke er
forbi med Timerne, men virkelig afgiver Næring for Aand og Hjerte.«
Hun mener, at det lønner sig bedre at lære Sprogene i en senere Alder: