28 / 289
26
EDV. LEHMANN
der hos alvorlige Mennesker var Glød og Varme for en Sag, var Tro paa
dens Ret og dens endelige Sejr, saa skulde de have Lov til at gøre deres
Forsøg, og det under de bedst mulige Betingelser.« Saaledes overlod hun
i sin første Skole den virkelystne Veninde Annestine Beyer at forsøge
sig i og at oplære Lærerinder til den dengang endnu uprøvede Lydlæse
metode, og da hun selv i nogen Tid havde arbejdet paa at føre Skrive
undervisningen ind i mere fremkommelige Baner end den gængse me
kaniske Imitation, overlod hun gerne denne Undervisning til Louise
Stremme, saasnart hun havde opdaget hendes Talent og Iver foi Sagen.
Det førte til Dannelsen af det bedste Skrivesystem, som dengang fandtes
i Kongeriget. En ganske lignende Frugt satte hendes allerede omtalte
Overbærenhed overfor den autodidaktiske Engelsklærer Listov, og Dr.
Jens Nørregaard holdt meget af at tale om, med hvilken fuldstændig
Tillid hun havde overladt ham at føre Historieundervisningen efter sit
eget Hovede. Da han kom til Skolen, forefandt han Bohrs Lærebog i Hi
storien som det givne Grundlag for Undervisningen, men eifaiede meget
snart, hvor dødt dette Grundlag var. Han bad da om Lov til helt at af
skaffe Lærebog og lægge Undervisningen over paa den mundtlige Frem
stilling, og fra nu af Vaktes der under den veltalende og begejstrede
Mands Historieundervisning et Liv og en Aand, uforglemmelig for alle,
der har deltaget deri.
At Frøken Zahle over for Naturfagene, hvori hun var lidet kyndig,
maatte stille sig væsentligt modtagende og afventende, er selvfølgeligt.
Men hendes kvindelige Blik traf de rette Mænd og skaffede hendes Skole
bedre Lærere i disse Fag end de mandlige Skoler almindeligvis kunde
glæde sig ved.
Et Gode var det her, at Frøken Zahle ikke havde mere Selvtillid, end
at hun ikke betragtede noget som afsluttet med hendes eget. Hun følte
sig selv som den stræbende og søgende, ofte som den underlegne. Rørende
er at se hende som den unge Bestyrerinde henvende sig i et Brev til den
kendte Dansklærer, Professor Agerskov, og udbede sig hans Mening, om
han virkelig tror, at hun nu, da en Dansklærer ved Skolen har faaet
anden Ansættelse, selv turde vove at paatage sig Danskundervisningen.
»Jeg er ingenlunde blind for, at jeg derved paatager mig den Undervis
ning, til hvilken der med Rette kan stilles de største Fordringer; og det
er derfor, jeg vil spørge Dem som samvittighedsfuld og erfaren Lærer:
tror De, at jeg tør haabe at komme til nogenlunde at tilfredsstille disse?