36 / 289
34
EDV. LEHMANN
satte Skolegangen op mod
1 7
Aars Alderen; men just denne konkurre
rende Eksamensuddannelse tog efterhaanden Vinden fra den, og den
døde bort.
At en Eksamensskole saaledes skulde fortrænge en friere Skoleform, og
den almene Dannelse saaledes vige for en mere faglig, maatte føles smer
teligt af Frøken Zahle, der saa stærkt betonede den personlige Udvik
ling som Skoledannelsens sidste og egentlige Resultat. Saa godt som nogen
Grundtvig — men ud fra egne Erfaringer — ivrede hun mod Eksamens
fordringer og Eksamensterperi, ja, selv ved Fagdannelsen holdt hun saa
stærkt igen som muligt. I et meget energisk Brev til Departementchefen
(Marts
1889
) værger hun den frie Litteraturlæsning i Seminariet mod
Indgreb fra Eksamenstilsynets Side. »Lad os nu ikke faa Lænker her
som i Religionen.« Ved almindelig Forberedelseseksamen, mener hun,
kan man stille saadanne Normalfordringer; dér har man med Børn
at gøre, som skal kende visse Ting. Men paa Seminariet er der voksne
Mennesker med Udvikling og personlige Anlæg; de skal have Lov at
følge deres Smag og Forkærlighed. — Det hjalp formodentlig ikke.
Eksamensskolen udelukkede ogsaa al Tanke om den Hviletid i Over-
gangsaarene, som var dens Forudsætning, for saa vidt Forældrene ikke
selv ordnede den. Da denne Sag nu atter er paa Dagsordenen og altid
maa blive et fremtrædende Spørgsmaal ved den kvindelige Opdragelse,
er der Grund til at bogfæste en Udtalelse om dette, som foreligger i
Haandskrift fra Frøken Zahles senere Aar (efter Bogen »Om Kvindens
Uddannelse«,
1 8 7 2
). »Som det synes at fremgaa af saa godt som alle
Lægers enstemmige Udtalelser, gør den unge Piges legemlige Kræfter det
i Almindelighed meget betænkeligt at sysselsætte hende stærkt med aande-
lige Beskæftigelser i Tiden mellem det
1 4
de og
16
de eller
1 7
de Aar. For
de fleste vil en Hviletid være nødvendig, ikke en Hviletid, for at hun kan
hengive sig til Fornøjelser eller hellige sig til Selskabslivet, men en Hvile
fra anstrengt boglig Syssel paa samme Tid som hendes legemlige Kræfter
beslaglægges til Husgerning. Det er i disse Aar, hvor det, ideelt set, er
Hjemmene selv, der burde staa med hele Ansvaret for den unge Datters
Tid. Det ideale vilde være, at hvert Hjem kunde anvise den voksne Dat
ter fornødent Arbejde og kyndig Vejledning i Husets Førelse, paa samme
Tid som det ogsaa vilde være det ideale, om Hjemmet — Faderen eller
Moderen, en ældre Broder eller Søster, med fornøden Overlegenhed
kunde lede et Par Timers daglig Læsning af almendannende Art. Men