41 / 289
N A T A L I E Z A H L E
3 9
Alle disse Ønsker og Udtalelser er prægede af en tiltalende Idealisme
og Optimisme, saaledes som det maa findes ved enhver stor Sags Begyn
delse, og saaledes som den kan findes, hvor Idéerne endnu væsentligt
lever i den dannede Overklasse uden at være iværksat under det økono
miske Pres, som melder sig i Mellem- og i Underklassen.
I selve Kvindesagskampen holdt Frøken Zahle sig i Baggrunden, ja,
med al sin Sympati for dens Bestræbelser, deltog hun egentlig ikke i den.
Hendes Sag var at uddanne det Materiale, der skulde tage det nye Ar
bejde op og træde ind i det nye Samfundsliv. Og hun gjorde dette til
Velsignelse for Sagen, ja for hele Landet. Vi fik ikke Kvmdefnhed, før
vi havde Kvinder, som kunde bære den. Men havde hun staaet noget
længere ude i Fronten, vilde det næppe være undgaaet hende, at Er
hvervstanken allerede i hendes Tid hævede sit Hovede højere, end hun
havde ønsket, ja, blev til »Hovedtanke og Hovedopgave«. Hun vilde have
bemærket, at Arbejdslivet og dets økonomiske Udbytte nødvendigvis
maatte trænge sig i Forgrunden ogsaa ved selve Uddannelsen, naar saa
mange Kræfter og Penge sættes ind paa denne. Hun vilde have set, at
»Utingen«, at Arbejdsstillingen forenes med Ægteskab, ja , at Ægteskaber
dannes paa det fælles Arbejdes Grund, snarere er Regel end Undtagelse,
og hun vilde nu opleve, hvad hendes gamle Øjne blev forskaanede for
at se, hvorledes »Mennesket forsvinder i Arbejdersken«.
Hendes Kvindesagsgerning var som en bred og stille Flod, der glider
mellem solrige Enge og frugtbare Marker; som vander og nærer dem og
selv modtager sin Rigdom derfra, — men som gyder sine Gaver ud i en
Strøm, der har anden Retning og anden Fart, som skyller heftigt frem
mod Turbiner og Dynamoer for at omsætte sin Kraft i Arbejde og For
tjeneste.
Dog staar hendes Skoleborg endnu som et Værn mod disse Konse
kvenser. Den byggedes ikke for intet op over den klassiske Form, Natalie
Zahle paa egen Haand og med praktisk Genialitet havde givet den dan
ske Pigeskole.
Hun følte Tidens Nødvendighed om sig og gav efter for dens Krav,
— »modstræbende«, som det bestandigt staar om disse hendes Skridt,
»nølende«, som da Briseis førtes bort fra Achilles. Der kom Præliminær
eksamen, der kom Artium; der kom stedse skærpede Eksamensfordringer,