47 / 289
N A T A L I E Z A H L E S N Æ R M E S T E M E D A R B E J D E R E
4 5
afspejler sig i en Udtalelse som denne, og det var vel ogsaa den, der mest
af alt bestemte Valget af og gennemglødede hendes berømte Person
skildringer. Hun følte sig i Samklang med de stærke Sjæle, men kun for
saa vidt deres Energi var rettet mod et ophøjet Maal. Napoleon hadede
hun, fordi hans Energi efter hendes Mening ikke havde noget Maal
uden for ham selv. Men Njal og Gunnar fra Hlidarende, Gustav Vasa
og Karl den Tolvte, Jeanne d ’Arc og Leonora Kristina, af dem lærte hun
selv og gennem hende hendes Tilhørere Kunsten at leve. Det maa dog
ikke forstaas saaledes, som om hendes egen Personlighed saa at sige gik
igen i de forskellige Skikkelser. Dertil var hun som Kunstner og som
Pædagog for ydmyg over for sin Opgave. Kun paa eet Omraade traadte
hun selv frem. Det var, naar det gjaldt de store Begivenheder i Fædre
landets Historie, særlig dem, hun selv havde oplevet. Saa faldt Sløret, og
man saa den glødende Patriot og Skandinav, ikke Chauvinisten; dertil
var hun for redelig; men det Menneske, som selv havde sin Sjæl i disse
Oplevelser, og som derfor kunde skildre dem saaledes, at Tilhørerne
følte, at det ogsaa var noget, der i ganske særlig Grad »kom dem ved.«
En Elev har fortalt om, hvor greben Klassen var, da hun fortalte om
Rømningen af Dannevirke, og da hun til sidst sagde: »Børn, naar I en
gang skal have en stor Glædesfest, Bryllup, eller hvad det nu kan være,
saa maa I ikke fejre den d. 5. Februar.« Foruden Personerne skildrede
hun ogsaa mesterligt de store sammenhængende Begivenheder, Perser
krigene og den franske Revolution, og Kunsten, Parthenon og de ægyp
tiske Templer. Til alt dette havde hun en mægtig Hjælp i sin sjældne
Veltalenhed. Det var en ejendommelig Veltalenhed, ordrig med lange
Perioder, hvor Traaden dog aldrig blev sluppet, prægnant i Valget af
Detailler, krydret med ironisk og humoristisk Sans og til Tider baaret
af stærk Patos. Saa særpræget var hun i sit Ordvalg, at en af hendes bed
ste Elever, da hun selv skulde undervise i Historie og trods al Beundring
for sin Mester gerne vilde være selvstændig, maatte arbejde for at løsrive
sig fra de Udtryk, Henriette Skram havde brugt i den enkelte Fortæl
ling; de var næsten ikke til at komme bort fra.
Hendes Undervisning var imidlertid ikke alene baaret af »det levende
Ord«. Hun benyttede gerne historiske Digte, hvoraf hun har udgivet en
Samling, og hun krævede ikke saa lidt lært. Hun begyndte saaledes ofte
Timerne med at slaa de saakaldte »Milepæle«—hvad vi vilde kalde Mind-
stefordringer—fast, og hun har udgivet en Oversigt til Hjælp til Repetition.