53 / 289
N A T A L I E Z A H L E S N Æ R M E S T E M E D A R B E J D E R E
5 1
des største Personskildring, Billedet af Natalie Zahle selv. Det viser, at
det ikke alene er paa Afstand, at hun beundrede de store Skikkelser, men
at hun ogsaa, naar hun levede tæt op ad det store Menneske og uund-
gaaeligt saa Pletterne og Lyderne, kunde fastholde sin beundrende Kær
lighed og sit Helhedssyn.
I sin høje Alder holdes hun, trods legemlig Svaghed, oppe af sin in
tense Interesse for Mennesker i Fortid og Nutid, og ligesom hun har
lært at leve af de store Personligheder, hun har elsket, saaledes vil sik
kert de, der staar hende nær, vidne, at de i mangt og meget har lært og
lærer at leve af hende.
H a n s i n e G e r d t z e n
var den af Frøken Zahles nærmeste Medarbej
dere, der først kom til hende. Hendes Fader var Graver ved Holmens
Kirke, og hun er født d. 21. Janua r 1838. Da hun gik i Frøken Foersoms
Skole, var hun en af de Elever, som Frøken Zahle overtog d. 15. April
1852. Den yndige, fintbyggede unge Pige med det ualmindelig blide og
straalende Blik, som saa smukt er gengivet i Frantz Schwartz’s Billede af
hende, der nu hænger i Skolens Festsal, og med den klare Tanke, der
gjorde hende til Skolens ypperste Elev, vandt ganske Frøken Zahles
Hjerte. Hun optog hende i sit Hjem som sin Plejedatter og gjorde hende
hurtigt — vistnok allerede i 1854 — til Hjælpelærerinde i Skolen og til
sin personlige »Adjudant«. Og Kærligheden blev gengældt med en ene-
staaende Inderlighed og Styrke. Frøken Gerdtzen var udpræget kvinde
lig anlagt. Hun var af den Type af Kvinder, der intet attraar for sig selv,
men finder deres eneste Tilfredsstillelse i at ofre sig for den og det, de
elsker. Og hun elskede Natalie Zahle og hendes Værk. Men det var ikke
passivt eller ukritisk, hun elskede. Det var med en Kærlighed, der blev
omsat i et dygtigt, sjældent fint udført Arbejde, og med en Kærlighed, der
ikke fik Lov til at udviske hendes egen Personlighed. Hun bevarede i sin
stærke Hengivenhed sig selv, sit milde, alvorlige Livssyn og sin ædle Ret
færdighedsfølelse. Da Frøken Zahle efter hendes Død skrev om hende,
fremhævede hun udtrykkelig, at Hansine stod som et selvstændigt Men
neske ved hendes Side, der ikke alene kunde se hendes Fejl og sørge over
dem, men ogsaa havde Mod til at sige hende det, naar hun syntes, hun
handlede urigtigt. »Ingen har som hun, stille og mildt, søgt at klare mig
min Skyld i en eller anden Kontrovers, ingen har fældet Taarer som hun,