57 / 289
N A T A L I E Z A H L E S N Æ R M E S T E M E D A R B E J D E R E
Ridehus og Danseskole i selve Hjemmet. Der kom ogsaa mange inter
essante Gæster i Hjemmet; naar de kom, maatte de unge Piger imid
lertid ikke blande sig i Samtalen; de sad tavse og broderede. Hendes
Uddannelse var Tidens bedste. Efter at have afsluttet den lille Barne-
skole, lærte hun foruden Dans og Haandarbejde Engelsk hos sin Fader
og Musik og Sang hos Byens Organist.
Hun var ikke musikalsk; men med
stor Flid og Energi lærte hun at syn
ge rent og at spille fra Bladet, en Fær
dighed, der kom hende til Gode, da
hun som gammel Forstanderinde hvi
lede sig efter Dagens Gerning ved at
spille Salmemelodier paa sit Stue
orgel. Kærlig og opofrende tog hun
Del i Plejen af en Søster, der døde som
ung, og med Passion kastede hun sig
efter sin Konfirmation over at under
vise en lille Pige, som paa Grund af
sit vansirede Ansigt ikke kunde gaa i
Skole. »Vi var født til at undervise—
og til at more os,« sagde den gamle
Frøken Pouline om sig og sin Søster.
Da Anna Hjort var 16 Aar gam
mel, mistede hun sin Moder, og da
Sorø Akademi samme Aar blev ned
lagt, flyttede Familien til København.
Faa Aar efter, i 1853, meldte hun sig ind paa det nyoprettede Privat
lærerindehold hos Frøken Zahle. Her greb den rationelt anlagte Under
visning i de mange nye Fag hende stærkt. Der er sagt om hende, at hun
»sitrede« af Tilegnelsens Glæde. Alt slugte hun, baade væsentligt og uvæ
sentligt. Mest Anlæg havde hun for Regning, Engelsk og Dansk. Hun
var ikke for ingenting Datter af Forfatteren til »Den danske Børneven«.
Samtidig fattede hun en inderlig beundrende Hengivenhed for Frøken
Zahle. Denne bevarede hun gennem hele det lange Samarbejde, som
ikke altid forløb, uden at de to stærke Naturer tørnede sammen. »N.
Z.« som hun gerne kaldte Frøken Zahle, var Livet igennem trods alt
hendes elskede Chef, som hun tjente med usvigelig Troskab. De mange
A
n n a
H
jo r t