56 / 289
5 4
M A R T H A S T E I N T H A L
maatte opgive af sit kære Arbejde, indtil hun træt lukkede sine Øjne d.
14de Marts 191o. Frøken Zahle skrev i Aarets Program om hende:
J a , Kæ rlighed det v a r dit Skjoldemærke,
det v a r dit Væsens sande Enhedspræg.
M ed den du ro lig stod ibland t de stærke,
og m ild og stille m ellem lærd og læg.
K u n ud fra den du V erd en om dig skued,
og tusind G læder dig din Skuen gav,
og kun i den din stille G ern ing lued,
den v a r dig Ledestjerne, Støttestav.
A n n a H j o r t
var ældst af Aar i Kredsen,
o g
hun hører til de første
Elever i Privatlærerindeskolen.
Hun er født i Sorø d. 19. Maj 1833. Faderen var den bekendte Litterat,
Sprogmand og Pædagog Peder Hjort, Moderen en Datter af Infanteri-
kaptain Rasbech. Det var et lykkeligt Hjem med mange Interesser. Den
som Skribent iltre og skarpe Peder Hjort var hyggelig i sit Hjem. Han
talte en Del med de unge, naar han endelig fik revet sig løs fra det af
sidesliggende Studerekammer med den store Korrespondance og de
mange Stile. Moderen var intelligent — holdt f. Eks. en fransk Avis —
og ledede det store Hus med megen Dygtighed. Der var en stor op
voksende Børneflok, tre Sønner og fire Døtre, og desuden Skoledisciple
som Pensionærer i Huset. Anna var den yngste Datter og Familiens
Kæledægge. Hendes eneste nulevende Søster, den io iaarige Pouline
Hjort, skildrer hende som en sød, lyshaaret lille Pige med en ganske sjæl
den Hukommelse. »Hun var aldrig uartig, og hun var flittig og altid
ren;« det var noget, den gamle Dame stadig gentog i sin Omtale af
Anna, og naar man har kendt den sirlige, arbejdsivrige og korrekte Anna
Hjort, kan man saa godt forstaa, at disse Egenskaber hos Barnet har
prentet sig i den gamles Erindring. Og saa var hun glad, barnlig glad
over stort og smaat, en Egenskab, som hun ogsaa bevarede Livet igen
nem. I Sorø var der nu ogsaa meget at glæde sig over. Der var fornøje
lige Kammerater i Hjemmet, som hun morede sig med, enten det drejede
sig om at boltre sig i Sneen eller om at danse Française paa Stylter til
Mundharmonika. Der var den rare Ingemann, som nikkede til den lille
Pige og plukkede en Rose til hende, naar hun gik forbi hans Have. Der
var de maanedlige Assembléer paa Akademiet, Gymnastik i Studenternes