55 / 289
N A T A L I E Z A H L E S N Æ R M E S T E M E D A R B E J D E R E
5 3
hendes Kontor i en lille graa Konvolut, og lykkelig var hun, naar hun
kunde meddele, at der var kommet et lille Tillæg. Selv om hun selv
havde plaideret for og var Skyld i Tillægget, hed det altid: »Frøken
Zahle synes, De skal have lidt mere.« Det var i hine Tider, hvor Gagerne
ganske beroede paa Chefens Forgodtbefindende. Men det betød meget for
hele Lærerkredsen, at det var Han
sine Gerdtzen, der foretog Uddelin
gen. De fik paa den Maade en lille
Samtale med hende, og der kunde
falde mange gode Ord fra hendes
Side, ikke mindst til en og anden, der
maaske følte sig forurettet og kunde
trænge til lidt Solskin. Netop fordi
hun ikke stod i direkte Arbejdsfor
hold til nogen, og fordi man vidste,
at hun absolut ikke søgte noget for
sig selv, men kun vilde det Heles Vel,
kunde hendes Ord faa en egen Vægt.
Solskinnet, det milde, forstaaende
Sind bredte sig til alle Sider. Der
for var hun saa afholdt af alle. Hun
stod i Venskabsforhold til Frøken
Zahles Slægt og nærmeste Kreds,
ikke mindst til Samboen, Ingeborg
Vinderen, og de mange forskellig
artede Medarbejdere enedes om at
sætte hendes noble og kærlige Personlighed højt. Ogsaa Folkene i Huset,
som hun havde meget med at gøre, mødte hendes Velvilje og var tak
nemlige derfor. Hun føltes som Husets gode Aand. Som saadan virkede
hun jo mest i det skjulte; men paa hendes Festdage, som f. Eks. da hun
fyldte 50 eller 70 Aar, brød det frem, hvor elsket og paaskønnet hun var.
Fra 1877 havde hun haft sit eget Hjem i Huset sammen med Frøken
Christiane Lund. Hvor var hun glad, naar Frøken Zahle og Vennerne
var hendes Gæster der eller senere paa det skønne lille Landsted, som
de to byggede sammen ude i Rungsted. Med Aarene overvældede det
store Regnskab og den travle Færden i det store Skolehus hende imid
lertid. Hun blev svagere og svagere, sørgede over hver lille Ting, hun