59 / 289
N A T A L I E Z A H L E S N Æ R M E S T E M E D A R B E J D E R E
føle sit Ansvar og hævde sin Myndighed. Der skulde Selvfornægtelse og
ægte Tjenersind til for at løse denne Opgave. Netop disse Egenskaber
havde Anna Hjort, og dertil føjede hun sine Barndomsdyder, Godhed
og Glæde. Det kunde jo være, at en og anden Elev kunde finde, at hun
lagde for stor Vægt paa de smaa Ting; men ingen kunde frakende hende
virkeligt Storsind, hvor det gjaldt om at hjælpe og støtte de Mennesker,
der var hende betroet. Søndag Morgen Kl. 8 (præcis) mødte Stymperne
i Regning hos hende i hendes Hjem. Hun arbejdede med dem til Kl. 9,
saa sang hun en Morgensalme med dem, og saa gik hun LKirke. Eksamen
blev den Gang afholdt uden for Huset, en Tid paa Universitetet. Naar
den skulde begynde om Morgenen, stod hun uden for Indgangsdøren
med sin Notebog og noterede hver Elev, der kom. Manglede der nogen,
kunde det hænde, at hun tog en Droske og kørte til Vedkommendes
Hjem for at undersøge, hvad der var i Vejen. Blev der sagt, at det var
Sygdom, undersøgte hun Tilfældet, og der siges, at hun, hvis der ikke
var noget alvorligt paa Færde, fik Patienten hjulpet op og kørt til Eks
amensbordet.
Af saadanne Træk er Anna Hjorts Forstanderindesaga fuld. Ogsaa
Lærerkredsen tog hun sig moderligt af, og det var derfor intet Under,
at den følte Trang til at fejre hende, da hun 1896 paa Grund af den nye
Seminarieordning opgav sin Stilling som Forstanderinde og som Med
lem af Skolens Bestyrelse. Hun er den eneste af Skolens Forstanderinder,
der er blevet fejret paa den Maade. Jeg tror, det hænger sammen med
den barnlige Glæde, hvormed man følte, at hun vilde tage imod Festlig
hederne. Taler og Sange hyldede »Hjortens Flugt«; det smukkeste Vers
fandtes i Fru Hahns Sang:
T h i igennem Arbejdsugens jæ vne D agligdragt
saa m an stedse T roskabs gyldne, underfulde Pragt,
under M iddagssolens Hede som i Aftenens Fred
altid samme offerrede, varm e Kæ rlighed.
Anna Hjorts Arbejdsdag var imidlertid ikke endt med Gerningen i
N. Zahles Skole. Den betragtede hun altid som sin egentlige Livsger
ning; men samtidig med den havde hun interesseret sig meget for
Kvindesagen og »Dansk Kvindesamfund«. Hun havde været en af de
første til at anlægge den Normaldragt, som hun bærer paa hosstaaende
Fotografi, og som man mente skulde bæres af alle frigjorte Kvinder. Al
ydre Emancipation var hende forøvrigt fjern; men selve Ideen om Kvin