48 / 289
46
M A R T H A S T E I N T H A L
Hun kunde udtale, at hun saa sin Begrænsning i, at hun var Autodi
dakt, og i, at hun havde levet for isoleret til at kunne give nogen værdi
fuld Indsigt i Samfundsspørgsmaal. Derfor var hun ikke altid glad ved
at følge sine Elever op til Studentereksamen. Men ogsaa Elever fra Ar
tiumsklasserne bruger stærke Lovord om hendes Undervisning. En Elev
fra disse Klasser udtaler ikke alene, at hun i Kraft af sin Intelligens for-
maaede at ridse et uforglemmeligt Billede op af Personer, Tider og Be
givenheder, men ogsaa: »Hun lærte os at se Kontinuiteten og at søge efter
Aarsag og bedømme Virkningen, hun anstrengte sig for at lære os at
skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, forgængeligt og uforgængeligt
og gjorde sig til Talsmand for et nærmest aandsaristokratisk Livssyn.
Hun har altid mindet mig om en romersk Prælattype; en saadan mandig,
smidig Intelligens og et saadant storliniet Tankesæt har jeg egentlig kun
truffet hos eet Menneske, nemlig en meget fremragende Jesuitpater.« Da
den Dame, der skriver dette, selv er Katolik, tilføjer hun, at denne Sam
menligning for hende er Udtryk for den største Anerkendelse og Vene
ration.
Mange Vidnesbyrd af den Art lyder og vil sikkert lyde om Henriette
Skrams Historieundervisning. Hvilke andre Typer af Historielærere
Tiden end har frembragt og vil frembringe, kan jeg umuligt tro andet
end, at hun og det, hun repræsenterer, vil bevare sin almengyldige
Plads — ikke mindst i Pigeskolen.
Men Henriette Skram var ikke blot Lærer. Hun indtog ogsaa Første
pladsen som Leder efter Frøken Zahle selv. I 1877, da Skolen flyttede
ind i det nye Hus, blev hun Forstanderinde for de øverste Klasser i
Barneskolen. Senere var hun særlig Leder for Fortsættelsesklassen og de
Klasser, der forberedte til Almindelig Forberedelseseksamen, og i Aaret
1900 blev hun Frøken Zahles Efterfølger som Overbestyrerinde. I Tiden
før dette skete, laa hun meget syg paa Diakonissestiftelsen. En af de Dage,
da Sygdommen var mest kritisk, mødte Frøken Zahle en Ven paa Ga
den, til hvem hun udtrykte sin Bekymring for Frøken Skram. Vennen
sagde: »Hvordan det end gaar, maa vi jo tro, at det er Guds Vilje, der
sker.« »Ja, Guds Vilje ske!« svarede Frøken Zahle, men brød i det samme
skarpt ud: »Men jeg vil da haabe, hun kommer sig.« Og hendes Haab
gik i Opfyldelse. Frøken Skram kom sig og beklædte i 13 Aar den van
skelige og tit byrdefulde Stilling samtidig at være den øverste Leder af