45 / 289
N A T A L I E Z A H L E S N Æ R M E S T E M E D A R B E J D E R E
4 3
Barnealderen fra det aandsaristokratiske Hjem, fra den sprudlende, fri
gjorte, begejstrede Suzette og tilsidst fra den mægtige Personlighed Na-
talie Zahle været livsafgørende for Henriette Skram. Hun siger selv, at
i »Dannekvindeskolen« kom »det levende Ord« med Sangen, Sagafortæl
lingen og Guldalderdigtningen som en Overrisling over hende. Naar Su
zette Sommerdage sad med sine Ele
ver paa »Marmorpladsen« mellem
Græs og Ukrudt og Slyngplanter og
fortalte om svundne Tider, indvie
des hun ubevidst til Historielærerens
Kald. Ubevidst, for hun drømte ikke
om at blive Lærerinde, før hun kapi
tulerede over for Frøken Zahle. Alle
de, der kender Henriette Skram, ved,
hvor stærk hun er i sine Forkærlig
heder og sine Forhold til Mennesker.
Der maatte derfor staa en Kamp,
inden hun kunde overgive sig til den,
der skulde erstatte Suzette, og som
var saa vidt forskellig fra denne. Men
da saa Overgivelsen fandt Sted, var
det en Overgivelse for Livet. Hun
blev en af Frøken Zahles kære Pleje-
døtre, og det blev hende absolut klart,
at hendes Livsmaal var at være Læ
rerinde i hendes Skole. Endnu inden
hun var konfirmeret, gav hun sin første Time til en lille fattig Pige i
Frøken Zahles Arbejdsværelse.
Henriette Skrams første Time — en af de sidste gav hun, da hun paa
sin 8oaarige Fødselsdag i sin Søsters Hjem fængslede Slægt og Venner
med sit ypperlige Foredrag om Thomas Moore. Utallige Gange har hun
i Mellemtiden glædet og begejstret Mennesker med sine Timer. Alle
andre ufortalt, var hun sikkert den største Lærerbegavelse i Kredsen af
Frøken Zahles Medarbejdere. For hende var Lærergerningen Livskaldet,
for hvilket alt andet maatte vige. Fra Barn a fled hun af stærke Hoved
piner, der plagede hende det meste af Livet. De hk ikke Lov til at be
grænse hendes Arbejdslyst og -evne; men de begrænsede hendes Evne