40 / 289
38
E D V . L E H M A N N
Væsen og skabe ud af en herlig anlagt Natur en beregnende og kold
eller ør og fortumlet Skabning, der falder i de første de bedste Arme,
som aabner sig for hende.«
Man mærker det tidsbestemte og klassebestemte i disse Betragtninger:
Reaktionen mod Kvindernes Urtepotteliv i Aarhiindredets første Halv
del, hvor den forsvindende Husindustri med Overgangen til Pengeøko
nomi tilsammen med Romantikens Livsopfattelse havde berøvet hende
hendes tidligere huslige Selvstændighed, medens der paa den anden Side
i den almindelige Kultur var skabt et Interesseliv i de dannede Kredse,
som Kvinderne med Rette kunde kræve at være delagtige i. Hos os hk
denne Tidsalder sin Form i den nationalliberale Kultur, hvis æstetiske,
nationale og religiøse Idealisme særligt henvender sig til det kvindelige
Ingenium, i hvert Fald bedre end den Specialisme og Forretningsmæs
sighed, der nu opfylder Mændenes Tanker i tilsvarende Samfundslag.
Men vi mærker ogsaa Tiden i den Begrænsning, som Frøken Zahle
giver denne Kvindens Delagtighed. Vi har hørt, at hun ikke gerne ser
hende som umiddelbar Deltager i Mandens Arbejde, »dette være nu en
Præsts, en Læges, en Skolemands, en Haandværkers eller hvadsomhelst«
(O. K. U. I, 39), men hun afviser ogsaa bestemt Tanken om, at den
gifte Kvinde skulde »behøve at søge sin Aands Sysselsættelse uden for sit
Hus, ved en Huset uvedkommende Gerning. Thi det er og bliver mig en
Uting, at Hustruen, den gifte Kvinde, skulde have et Embede eller en
Gerning, der hindrede hende i, naar som helst det gjaldt, a t være om
Mand og Børn tidlig og silde.« Men ogsaa for den ugifte arbejdende
Kvinde vil hun for enhver Pris hindre, at »Mennesket forsvinder i Arbej
dersken«; selv i Fagskolen maa hun holdes oppe over, at hun »falder i
den pure og bare Materialismes Hænder, idet man gør Erhvervet til
Hovedtanke og Hovedopgave for hende.« Hjælpemidlet herimod er de
almindelige Dannelsesmidler, hvilke her karakteristisk betegnes som H i
storie og Læsning af gode Skrifter samt Øvelser i Modersmaalets skrift
lige Behandling. »Naar jeg derfor af mit ganske Hjerte ønsker denne Sag
den bedste Fremgang, er det med det Haab, at det maa ske paa en saa
ædel og forstandig Maade, at den unge Pige, saa vidt ske kan, spares
for Overgangsperiodens Yderligheder og Udskejelser, at de, der har
Sagen i Hænde, ogsaa maa have Kvindens dybere Ejendommelighed og
Menneskelivets Opgave for Øje, arbejde med dem i Hjertegrunden som
i Øjemaalet.« (smst. S. 16 ff.).