46 / 289
4 4
M A R T H A S T E I N T H A L
til at tage Del i andre Sider af Livet. Hun forsagede til I rods for sin
stærke menneskelige og æstetiske Interesse Selskabsliv, Teater, Udstil
linger og Rejser; endog Ferierne brugtes til Studeringer. Men Ofret ko
stede hende ikke et Suk, alt viedes
med Glade
hendes Passion, det daglige
Arbejde, Livet med Børnene og »den vidunderlige Undervisning med de
unge,« som hun selv kalder den. Og saa gav Ofret sin Løn, for igennem
Arbejdet med Børn og unge kom hun igen i Kontakt med Livet, som
hun elskede. Det er vel kun de faa, der har Betingelser for at opleve en
saadan Hengivelse til Kaldet og den store Rigdom, der ligger deri. Men
hun hørte til de faa.
Til at begynde med underviste hun i alt. Det eneste Fag, hun ikke har
haft, er Naturhistorie. Senere blev det Engelsk og Historie og til sidst
kun Historie. Engelsk studerede hun dels ved et Ophold i England, dels
ved Timer hos engelske Lærere herhjemme. Hun udgav et Lærebogs
system, hvis Ejendommelighed var, at hun valgte de Læsestykker, som
jævnaldrende engelske Børn brugte, og at hun knyttede Stileøvelser til
disse Læsestykker. Den moderne direkte Sprogundervisningsmetode stil
lede hun sig skarpt imod. Den forekom hende for overfladisk. Dels
mente hun, at Kravet om, at der ikke maatte tales Dansk, var unaturligt;
dels og ganske særligt mente hun, at Sikkerhed i den elementære Gram
matik og virkeligt Kendskab til Sproget gennem Litteraturlæsning skulde
vindes først, saa vilde Talefærdigheden let komme og hurtig blive effek
tiv, fordi den kunde støtte sig til den grammatiske Sikkerhed og et for
holdsvis rigt Ordforraad.
Men Historie var hendes Hovedfag. Selv havde hun ikke vovet at vælge
dette Fag; men Frøken Zahle satte hende til det. Det var et af Chefens
mange geniale Greb. Men hun har dog næppe kunnet forudse, hvor be
tydningsfuldt det var. Var der noget, der kom til at smykke hendes Skole
og fremme dens Idé, saa var det Henriette Skrams Historieundervisning.
Selv kalder hun med Gustav Adolfs Ord Historien for »den store Lære
mester for Livet.« Hun udtaler, at hun ved at gennemleve Historiens
store Menneskeskæbner er blevet dygtiggjort til at tage imod Livets Til
skikkelser, til ikke at blive ør i Medgang og til ikke at blive for stærkt
knuget af Modgangen. Det er karakteristisk for hende, at hun særlig læg
ger Vægt paa det sidste, paa, at Historien har lært hende i mørke Tider
at haabe paa Udveje og at se Lyset i det fjerne. Det er Livsenergien og
den sjældne Sjælsstyrke, som vel er Kærnen i hendes Personlighed, der